Der er tale om en oprustning, når IT-huset, Conscia, har ansat en ny kommunikations- og marketingdirektør. Der er tale om Dorthe Dahlin Irvold og hun karakteriseres som en markant styrkelse af kommunikationen mod markedet.
Dorthe Dahlin Irvold er tiltrådt og har fået ansvaret for Conscias kommunikation både internt og eksternt, ligesom hun indgår som en del af Conscias topledelse med direkte reference til adm. dir. Mogens Bransholm.
Hun er fundet hos et firma, som Conscia kender særdeles godt. Cisco er Conscias vigtigste samarbejdspartner, og Dorthe Dahlin Irvold har i en årrække været ansat her senest som ansvarlig for Strategy & Planning, Business Development og Executive Communications – først på nordisk og senere på nordeuropæisk niveau og med reference til Ciscos nordeuropæiske Vice President. Desuden har hun i Cisco Danmark varetaget stillinger som Business Development Manager og Marketing & PR Manager.
Conscia har lidt over 50 medarbejdere og arbejder med en målsætning om i 2016 at være anerkendt som Danmarks foretrukne samarbejdspartner for de største kunder inden for avanceret og forretningskritisk IT-infrastruktur.
Dorthe Dahlin Irvold er oprindelig uddannet Cand. Merc. fra CBS og har senere taget en uddannelse indenfor erhvervspsykologi.