IUM mere end fordoblede indtjeningen i 2015

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ved indgangen til året måtte man sige farvel til en af de største kunder. Men det blev mere end opvejet, og året bød på flot vækst.

IUM melder sig nu i rækken af gode regnskaber fra mediabureauer. og det gør man så eftertrykkeligt, at det ligner en plads i førergruppen.

I hvert fald når man kigger på bundlinjen – og hvis man kigger på de større bureauer.

Bureauet opnåede en fremgang i aktiviteten i 2015 – der er en spids større end Dentsu Aegis Network – men bundlinjen blev mere end fordoblet.

Denne fremgang er et resultat af, at bureauet på en og samme tid har kunnet vokse og holde igen på omkostningerne – først og fremmest personaleomkostningerne. Det er dog ikke et udtryk for, at der ikke er investeret i udvikling af forretningen. F.eks. har man gennem 2015 udviklet det kreativt orienterede digitale bureau, Marvelous.

“Vi investerede i 2014 i nogle effektiviserings-værktøjer, som har givet os udbytte i 2015. Vi har derfor kunnet udvikle forretningen uden at øge antallet af medarbejdere,” siger adm. dir. Michael Thim.

Han tilføjer dog, at indtjeningen i 2014 var i underkanten, så det var et taknemmeligt udgangspunkt for et markant løft.

Procentuelt kan man finde andre mediabureauer, der er vokset mere – men de er væsentlig mindre, og har således noget lettere ved at præstere høje vækstrater.

Når Michael Thim er godt tilfreds med udviklingen, så skyldes det mere end blot de flotte tal. Der er et andet aspekt, som gør dem endnu bedre.

“Ved indgangen til 2015 tabte vi en af vores største kunder, Coca-Cola. At vokse så meget oven på tabet af Coca-Cola synes jeg faktisk er ret flot, og skyldes at vi har været gode til at vinde en række nye kunder” siger Michael Thim.

Blandt de nye kunder finder man Meny, Peugeto, 7-Eleven, Gyldendal, Drømmeland og Mitsubishi.

Nøgletal for IUM

  • Omsætning 760,311 mio. kr. +3,4 pct.
  • Bruttoavance 93,432 mio. kr. +8,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 857.174 kr. +10,6 pct.
  • Lønandel 60,6 (68,2)
  • Resultat før skat +10,913 mio. kr. +125,9 pct.