IUM i Danmark er udset til at spille en central europæisk rolle i forhold til udrulningen af et nyt brand inden for koncernen.
Det drejer sig om Cadreon, der opererer inden for RTB, Real Time Bidding, og til at lede aktiviteterne har bureauet hentet Julie Meyer Memborg hos Specific Media. Hun får titel af Head of Programmatic Buying.
Cadreons ekspansion startede i UK i 2011 og er siden udvidet til andre markeder, som Tyskland, Holland, Frankrig, Belgien og senest Italien.
Den danske afdeling af Cadreon skal fungere som et centralt knudepunkt for de nordiske lande samt flere andre europæiske markeder og Mellemøsten.
“Jeg har arbejdet med RTB siden starten for over to år siden. Jeg ser frem til at udvikle IUM’s tilgang til Programmatic Buying, ikke bare i Norden men også på de udvalgte europæiske markeder og i Mellemøsten,” siger Julie Meyer Memborg.
Cadreon bliver en afdeling i bureauet. Ud over Julie Meyer Memborg er der hyret tre nye medarbejdere og en fjerde er på vej
“Kort fortalt, er Cadreon et sæt af værktøjer, der muliggør og optimerer indkøb via RTB – Real Time Bidding. Vi er blevet valgt som Cadreon-knudepunkt for flere europæiske lande, fordi vi har bevist vores store kompetence på området,” siger Anders Larsen, Head of Digital, IUM.