J. Walter Thompson er en kæde med 42 bureauer i 20 lande. Nu åbner de et digitalt bureau i Danmark, som bliver en integreret del af J. Walter Thompson Copenhagen.
Mirum Copenhagen hedder bureauet, og den daglige ledelse vil blive varetaget af J. Walter Thompsons hidtidige digitale direktør, Rasmus Sanko, der nu bliver direktør og hidtidige senior informationsarkitetkt Lea Senerovitz, der bliver strategisk direktør. J. Walter Thompsons CEO, Anders Hageskov, vil få titel af CEO for det nye bureau.
“Mirum er en kæde af digitale bureauer, der deler samme mission, men som indbyrdes har forskelligt fokus. Det betyder, at vi kan dyrke vores ekspertiser, samtidig med at vi kan trække på netværkets kompetencer og ressourcer,” siger Rasmus Sanko og fortsætter:
“I Mirum Copenhagen har vi fokus på digital produktudvikling og med mange års erfaring inden for arbejdet med digitale værktøjer og services, bl.a. diverse prisvindende projekter for Danske Bank og senest udviklingen af interne værktøjer for EDC og check-in- kiosker for DFDS, har vi meget at tilbyde vores globale netværk.”
Anders Hageskov tilføjer:
”Vi vil udfordre den nuværende marketingproces. Digital produktudvikling og servicedesign spiller en stadig større rolle som en integreret del af vores kunders marketing. Det kan vi med introduktionen af Mirum løfte til nye højder. Vi tror på, at vi bedst muligt kan udnytte synergien og tværfagligheden ved til fulde at dyrke vores ekspertiseområder og vores eksperter.”
I Norden har Mirum indtil nu været repræsenteret med kontorer i Helsinki og Stockholm, hvor man har arbejdet tæt sammen på projekter for bl.a. Finnair og Bayer.
Mirum Copenhagen får 7 medarbejdere, som består af informationsarkitekter, UX-designere og digitale designere, som skal bo sammen med J. Walter Thompson på Toldboden i København.