Jeg fik et nyt mellemnavn forleden. Finn “Jante” Graversen, var der en, som kaldte mig i en kommentar til en af mange historier om Bark-projektet – du ved det, hvor en gruppe danskere er gået på børsen i USA for at rejse penge til at bygge en international bureaugruppe.
Jeg blev samtidig beskyldt for at drive heksejagt. Denne jagt er her defineret ved, at jeg har forholdt mig kritisk til forskellige i personkredsen og til projektet.
Lad det være sagt med det samme – mine bekymringer i denne sag har ikke været jantelov eller heksejagt – derimod, at jeg måske har været for ukritisk i en lang periode. Og stadig risikerer at være det.
Når nogle mennesker sætter gang i et projekt, hvor de gerne vil have en masse mennesker til at investere deres sparepenge, så bør det være en journalistisk pligt at følge projektet og personerne. Er der noget, der ikke ser kønt ud, skal det fortælles, fordi informationer er det, der kan hjælpe med at forme et beslutningsgrundlag for investorerne.
Det lyder jo meget enkelt – men helt så let er det ikke, når man undervejs skal forholde sig til enkelt-elementer. Man hører måske noget ufordelagtigt om nogen af personerne, men det kan jo være en enlig svale, og er der i det hele taget nogen man ikke kan høre noget ufordelagtigt om? Så skal man gå på jagt efter den vinkel vel vidende, at man kan ende med at miskreditere et ellers ordentlig projekt?
Dukker der således ikke mere op, vil man nok være tilfreds med at have været tilbageholdende.
Fortsætter der med at dukke noget op, så lurer man mere og mere på foretagendet, den kritiske tilgang øges. Og pludselig bryder det løs. Der er sket en opstemning af ting, som kan virke voldsom, når der kommer den ene historie efter den anden.
Men det kommer altså ikke ud af en pludselig beslutning om at skrive kritisk.
I tilfældet Bark handler den første lille skeptiske åre om selve projektet.
At bygge en bureaugruppe er en stor ambition – men ikke usædvanlig. At bygge en international bureaugruppe er heller ikke usædvanlig – men det er usædvanligt, at ambitionen er dansk.
Desuden vil man for det meste se nogle meget engagerede og ekstremt dygtige reklamemagere stå bag bureaugrupper, der udvikler sig internationalt.
Med al respekt for Living Brands drengene (det bureau der blev til Bark Copenhagen) og Anders Hageskov med en fortid som kontaktdirektør på BBDO, har ingen af dem skabt et ry, der kan danne grundlag for at bygge en international bureaugruppe. Bark’s bestyrelsesformand, Bent Helvang, stammer fra medieverdenen uden nævneværdig indsigt i bureaubranchen og kan således heller ikke placeres som en der har ryet og baggrunden for at drive en gruppe frem.
På den anden side – her er nogle mennesker, der tænker stort og friskt. Giv dem plads i stedet for at forsøge at pille dem ned.
Næste lille aktivering af den skeptiske åre kom i forbindelse med økonomien. Den planlagte børsnotering blev stærkt forsinket og Bark Copenhagen er på ingen måde et bureau med økonomiske muskler store nok til at bære omkostningerne til en børsnotering og en overbygning, der skal udvikle og lede en større bureaugruppe.
Derfor var der selvfølgelig en anstrengt økonomi i Bark Group.
På den anden side – det var helt åbent, at en forudsætning for projektets realisering var en børsnotering og rejsning af kapital i den rækkefølge, og hvad var der så mere at sige end at afvente udmeldinger omkring dette.
På et tidspunkt blev børsprospektet tilgængeligt på nettet. Det gav anledning til lidt mumlen i hjørnerne om Bent Helvang’s og Anders Hageskov’s lønninger. Men nok til en journalistisk vinkel? Njah – vel ikke rigtig. For så eksorbitante virkede lønningerne trods alt ikke.
Prospektet udløste dog en række historier, og her dukkede den første anonyme henvendelse op om to af de fem stiftende aktionærer, Jesper Svane og Rene Lauritsen. Den antydede noget snavs, men var dog ukonkret og ikke lige til at gå videre med.
Næste runde kom, da selskabet var kommet på børsen, og havde splittet hver aktie til 20 nye, så antallet og prisen blev mere dynamisk. Det satte gang i handlen, og kursstigningerne, så Bark Group Inc på et tidspunkt var over en milliard kroner værd.
Børsmarkeder har deres egen logik og man kan dårligt klandre Bark’s ledelse, at nogle amerikanere vil betale så meget for aktierne – med mindre man kan påvise, at der er tale om kursmanipulation, hvilket er strengt ulovligt.
Hvis der er noget uærligt i børskursen, så er det ikke lykkedes mig at spotte plottet. Men alligevel kunne udviklingen ikke undgå at forstærke skepsisen.
Reklamebureauer er ikke hotte, moderne og sexede virksomheder med et it-koncept, der kan skabe nogle værdisætninger uden for normal børslogik – som f.eks. Facebook. De kan værdisættes mere præcist.
Verdens største bureaugruppe, WPP Group, har f.eks. en helt fast praksis: et års bruttoavance. Så en børsværdi på en milliard skulle indebære en bruttoavance på omkring en milliard, og Bark repræsenterede en på 20 mio. kr.
I deres vision taler selskabet om en milliard-omsætning i 2012 – men bemærk: omsætning – ikke bruttoavance. Hvis man allerede nu værdisætter selskabet til en milliard, så er der som minimum absolut ingen risikopræmie i forhold til, om projektet lykkes helt, delvist eller slet ikke.
Der var således tale om en uforståelig børsværdi, som skabte en betydelig undren blandt danske bureaufolk – og fremkaldte flere henvendelser af de anonyme slags. Om forhold, der måske var værd at kigge videre på.
Det har jeg ikke altid fået gjort efter fortjeneste – måske fordi jeg fortsat prøvede at finde et fodfæste mellem min opfattelse af, at Bark Copenhagen er et ærligt og redeligt bureau, og de mistanker, der blev rejst. Og måske på grund af den klassiske/dumme undskyldning med, at den slags tip normalt indebærer tung research-tid, fordi der er tale om sager med beskyldninger, hvor man skal have et solidt grundlag for at skrive dem.
Men i det samlede billede skubbede det på skepsisen, og da Bark samtidig fortsat er forsinket med at rejse kapital, begyndte man at kigge mere og mere efter, hvad der foregår.
Det var ikke lige kønt, hvad der dukkede op. Men i første omgang var det lidt her og lidt der, som var svært at finde en journalistisk linje i. På et eller andet tidspunkt sker det dog. Tingene finder en form.
Aktuelt med lidt hjælp fra Berlingske-blogger, Dorte Toft, som fik skubbet på ved at hun tog sagen op.
Og så kan det måske opleves som kampagne-journalistik, heksejagt, jantelov eller hvad man nu vil kalde det.
Men der ligger både en forhistorie og et stort antal tip bag de historier, der har været på Bark-projektet.
Fokus retter sig mere og mere mod Rene Lauritsen og Jesper Svane. Skal jeg nævne et eksempel på, hvad der kommer ind i mail-boksen, er det en sag, hvor Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet i en pressemeddelelse advarer mod nogle selskaber, der har forsøgt at sælge aktier i et selskab på basis af nogle ufattelige men ikke eksisterende værdier. Et af selskaberne, der nævnes i pressemeddelelsen bærer det samme navn som et selskab ejet af Rene Lauritsen.
Men det er en fem år gammel sag, der er ikke meget Bureaubiz-relevant indhold i den, og her opstår i det hele taget et dilemma for dækningen af Bark-projektet.
Retningen i Bark-historien bevæger sig mere og mere væk fra reklame- og marketing-verdenen og over i noget, der har at gøre med finansielt plat eller det, der er værre.
Det er journalistisk spændende – men det er ekstremt ressourcekrævende, så spørgsmålet er, om det vil tage for meget Bureaubiz-tid, fordi det alt andet lige er ret ligegyldigt for Bureaubiz’ læsere.
Bark er stadig en del af sags-komplekset, og der er al mulig grund til at forholde sig tiltagende kritisk til det projekt. Varm luft og kalorieløse pressemeddelelser gør det ikke mere.
vi vil således fortsætte det journalistiske fokus på Bark, men det kan godt være, at vi vil droppe jagten på den journalistiske Cavling-pris ved at forsøge at afsløre nogle finansjonglører.
Den hører til i et andet medie.
