Januar på tværs: Om alle tiders bedst lønnede kommunikationschef

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Januar uden for citat – bl.a. om JWT, Republica og Yousee. Samt om Nets kommunikationschef, der er blevet forgyldt af sin arbejdsplads gennem en beskeden investering.

Børs-historier finder sældent frem til Bureaubiz’ spalter – men “Januar på tværs” bliver en undtagelse.

Januar blev nemlig en måned, hvor vi blev introduceret til den absolut højest lønnede kommunikationschef – formentlig nogensinde. Men ud over at den slags dyneløfteri altid kan være underholdende, så er det samtidig en ret alvorlig sag, der på mange måder rammer ind i tidens store politiske spørgsmål.

Det drejer sig om Dankort-selskabet, Nets, hvis børsintroduktion har været alt andet end succesfuld – altså lige bortset for en gruppe ledende medarbejdere.

Allermest for den adm. dir., der står til en gevinst på over en halv milliard kroner for ganske få års arbejde.

Og når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Firmaets kommunikationschef, Karsten Anker Petersen, står til en gevinst på op mod 35 mio. kr. Han kom til firmaet fra Dong i november 2014 og her investerede han 390.000 i et nyt aktieprogram. Det er disse aktier, som kan give ham den store bonus. Godt nok er aktiekursen faldet siden børsintroduktionen, men der er godt nok langt ned til 390.000 kr., og selvom han kun skulle få det halve af de 35 mio. kr., så beholder han nok titlen som alle tiders bedst lønnede kommunikationschef.

Jo, vi kan godt forklaringen. Det er ikke løn, der bliver taget ud af firmaets kasse – det er penge, der bliver taget ud af aktiemarkedet, og han har skulle foretage en investering med risiko for at få pengene.

Vi vil dog tillade os at være skeptiske over for den reelle risiko ved investeringen. Og uanset forklaring, så prøv at smage lidt på historien: I november 2014 bliver Karsten Anker Petersen ansat i et givet vellønnet job. Små to år senere kan han sælge aktier for 11,5 mio. kr. Så på to år har han tjent formentlig omkring 13 mio. kr. på et ganske almindeligt job som kommunikationschef. Det er en sum, som flertallet af danskere vil være en livstid om at tjene.

Og så har han fortsat mulighed for at score et mindst lige så stort beløb inden for de næste par år.

Jantelov vil nogen måske nu råbe. Men prøv at sæt en rimelighedsbetragtning på.

Når talentfulde mennesker skaber en ny virksomhed, så kan de blive rige. Det er der ikke noget odiøst i.

Men en kommunikationschef? Karsten Anker Petersen er sikkert en dygtig en af slagsen, men en kommunikationschef er altså ikke Lionel Messi. Han er i bedste fald assistenten, der løber ind med vand, når en spiller ligger ned.

Globaliseringen er under voldsom beskydning i disse år, hvor mange mennesker har svært ved at se, hvad den bringer dem af godt. Det er rigtigt, at globaliseringen har bragt en masse mennesker ud af fattigdom – men den har også skabt stor rigdom for de rigeste, mens Vestens middelklasse føler sig presset.

Nets-casen er udtryk for en grådighed, som skriver sig ind i den historie.

Oprejsning kan godt lune

Selvom man ikke altid kan bruge det til ret meget, så kan det godt lune at få ret – og genoprejsning. På den led har Thomas Thorstholm og Simon Wooller næppe taget sørgebind på, da nyheden om, at Ogilvy overtager J. Walter Thompson Cph kom ud.

Det er under to år siden, at Thomas Thorstholm og Simon Wooller forlod rollerne som bureauets ledelse efter uenighed med ejerne om fremtiden – og fik denne hilsen med på vejen af EMEA-chefen Toby Hoare:

“Der er et rigtig godt hold på bureauet, så fundamentet er på plads. Vi må bare konstatere, at det ikke rigtig er lykkedes at få det til at folde sig ud, og bureauet er ikke blevet til det, som vi har håbet på.”

Derfor skulle der et nyt trænerhold til. Og selvom han siger pæne ord, så har de nu nok alligevel gjort ondt.

Det første år gik ikke godt med fald i bruttoavancen og et underskud på ca. 3,5 mio. kr., men det kunne man jo på klassisk vis tilskrive ledelsesskiftet.

Men med Ogilvys overtagelse af JWT, så er der ikke mange flugtmuligheder tilbage. Vi kender ikke resultatet for 2016, men det vil ikke være verdens mest vilde gæt, hvis man antager, at JWT ikke er kommet godt ud af året.

Og så må man bare konstatere, at Toby Hoares udskiftning af ‘trænerteamet’ ikke lykkedes. Bureauet foldede sig ikke ud. Han kan selvfølgelig forsøge at skyde skylden på det nye team, men når man peger finger af nogen, så skal man huske at andre fingre peger mod en selv.

Thomas Thorstholm og Simon Wooller – samt David Asmussen, der siden sluttede sig til sine gamle partnere – ser nu ud til at have fået rigtig godt fat med deres nye bureau, The Orbit Agency.

Så oprejsningen har ikke den store betydning. Men de kan dog lune sig ved den – og det er jo heller ikke at foragte.

Ny struktur på Konstellation & Republica? Tjah!

“It i ain’t broke – don’t fix it”.

Den sætning dukker op i forbindelse med historien om en ny struktur på Republica & Konstellation.

Susanne Lund kom til bureauet som adm. dir. for to år siden, og hun har været en forfriskende oplevelse. Bureauet med det lidt tørre, produktionstunge og Coop inhouse inficerede image har løftet sig med hende i spidsen. Clare McNally kom til som kreativ spids, talent-hubbet, React, blev etableret, og det digitale bureau, Konstellation, blev købt. Det sidste bragte Thomas Pries til bureauet.

Siden har man set løsninger fra bureauet, der løftede sig klart kreativt set i forhold til, hvad man har været vant til fra Farmen ude i Albertslund – se f.eks. Babyscanneren herunder.

Nu har hun så præsenteret en maskingevær-slave af forandringer (læs mere her), men på bundlinjen træder to markante nyheder frem:

Thomas Pries ønskede ikke at være med i den nye organisation, og Clare McNally er gået på deltid. Ingen af delene forekommer at være en god nyhed for bureauet. Og så kan det øvrigt tilføjes, at en anden kreativ direktør, Peter Zimmerman, fornylig også har forladt bureauet.

Med Thomas Pries’ afgang vil der efterhånden heller ikke være meget tilbage af det Konstellation, som man har købt for et pænt beløb.

Der tales i den nye struktur om at give mere ansvar ud til de enkelte teams, og i stedet indføre en Creative Manager, der alene har til opgave at skabe rammer for de kreative teams udfoldelse, men det har vel altid været en kreativ leders opgave at få det bedste ud af sine teams, og her siger man farvel til to markante navne.

Indtil videre har man så hyret Thomas Torp til at løbe rollen som Creative Manager i gang indtil, man har fundet en permanent.

Man vil også gerne have flere af branchens free-lancere knyttet til bureauet, og det skal en ny enhed under navnet Kollektivet og under ledelse af Poul Mikkelsen så sikre.

Det krævede en meget lang artikel at forklare alle forandringerne – og ja, vi lever i en stadigt mere kompliceret verden.

Men opgaven er jo så at sikre en så enkel og effektiv struktur, at man er handlekraftig midt i kompleksiteten.

Vi ved selvfølgelig ikke, om der var masser af problemer på bureauet som skulle løses, men man kan ikke helt slippe fornemmelsen, at man er endt med en løsning, der på skrivebordet rummer en hel masse rigtige elementer, men som fejler på den enkelhed og handlekraft, som vel stadig er essentiel for at drive et stærkt bureau.

Skidt for Yousee’s brandudvikling

Året sluttede – og januar måned startede – med en giftig sag for TDC/Yousee. Dronningens nytårstale er indbegrebet af en tradition for danskerne, men for en hel del blev den tradition brudt. Ikke godvilligt, for det var et nedbrud hos Yousee, der ødelagde starten på nytårsaften for mange danskere.

Den slags er selvfølgelig en kommunikativ udfordring – og også en begivenhed som næsten pr. naturlov vil udløse kritik fra kommunikations-eksperter, som finder stor fornøjelse i at sidde på afstand og kloge sig på, hvordan man skulle have gjort.

Det er muligt, at TDC/Yousee kunne have gjort det bedre – men når man efterfølgende har startet en sag omkring en bevidst kriminel handling over for Yousee, så siger det sig selv, at man i selskabet hen over årsskiftet har måttet kæmpe med at finde ud af, hvad der egentlig var sket – og at dette nødvendigvis har spillet en rolle for, hvad der var den rigtige reaktion.

Her vil vi dog afholde os fra at have en mening, om det kunne være gjort bedre. Men der er et andet aspekt.

TDC har aflivet sit brand over for forbrugerne til fordel for Yousee, som man mener er et mere sympatisk brand.

Det ser ikke ud til at være gået lige godt. I efteråret måtte man notere en storm af henvendelser, som gav et mindre sympatisk indtryk og krævede en kraftig opgradering i kundeservice.

Nytårsaftens nedbrud bidrager næppe positivt til den fortælling, som Yousee skal have skabt – uanset årsagen og uanset forklaringerne. Og uanset det plaster på såret i form af gratis adgang til en filmpakke i januar.

Det er jo et plaster, som næsten kommer til at ligne markedsføring.

Det er svært at gøre et blåt brand sympatisk, og det er ikke blevet nemmere nytårsaften.