Japansk vinder gør kedelige data til følelsesmæssig data

Peter Engholm
25@mail.dk

Titanium hylder det nyskabende og er således tæt på en Formel 1-kategori i Cannes. Og mere passende Grand Prix-vinder fås næppe: Sound of Honda, der bringer Formel 1-verdensmesteren Ayrton Senna til live. I Innovation vandt en russisk case.

Titanium-kategorien i Cannes Lions er überkategorien – med arbejder, der ikke nødvendigvis kan placeres i andre kategorier, og arbejder, som helt sikkert peger fremad.

Og årets Grand Prix-vinder – Sound of Honda/Ayrton Senna 1989 – formåede netop dette, endda på usædvanligt favnende vis: At hylde en arv og samtidig vise fremtiden.

I casen fra Dentsu i Tokyo tog man data fra Ayrton Sennas rekordomgang fra kvalifikation til det japanske Grand Prix i 1989. Med både motorlyden og lys blev kørslen fra dengang genskabt – en slags spøgelsesrunde (for Senna døde fire år senere), som ikke desto mindre skabte liv.

”Titanium handler hverken om gimmicks, stunts eller teknologi, men om at flytte grænserne for vores formåen. At bøje reglerne og skabe noget nyt,” siger juryformanden i Titanium Lions, Prasoon Joshi, der er intet mindre end bestyrelsesformand, adm. direktør og kreativ direktør i McCann India/South Asia.

Han tilføjer:

”Honda skaber kedelig data om til følelsmæssig data. Teknologien menneskeliggøres, og det bliver futuristisk, samtidig med at arven – både Hondas racer-rødder og Ayrton Senna – bliver revitaliseret.”

Juryen understregede det magiske i Honda-oplevelsen, der for en stund bragte et ikon tilbage – og som skabte liv og skønhed i en teknologisk-betonet fortælling.

https://www.youtube.com/watch?v=cKj1RdsG8as

I en nært beslægtet kategori – det blot ét år gamle Innovation Lions – vandt Rusland sin første Grand Prix nogensinde i Cannes Lions. Og det var samtidig første gang, at et arkitektfirma vinder Grand Prix i Cannes.

Grand Prix’en gik til Megafaces, der demonstrerede banebrydende teknologi, en skalérbar idé, der giver kreativiteten nyt spillerum.

Selfie-moden fik ved vinter-OL i Sochi bogstaveligt talt nye dimensioner – med folks ansigter leveret i 3D på en kæmpeskærm med 11.000 bevægelige dele. En ny kunstform, en enorm teknisk bedrift med uanede muligheder – også i mindre format, understregede juryen.

Shortlistens 30 cases var inviteret til Cannes. Her præsenterede indsenderne deres case live for juryen (og publikum) i 10 min., og juryen havde sat yderligere 10 min. til spørgsmål og svar.

Juryen bestod i øvrigt alt overvejende af investorer.

https://www.youtube.com/watch?v=ZvUe5UTtB8