Den ville jeg ønske, at jeg havde lavet: Michelle Husen

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

McCanns tekstforfatter fælder en tåre til kampagne, der får folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber – eller ikke køber – et skydevåben.

Kampagnen Gun Shop af Grey Advertising fungerer som Michelles Husens ‘topbarre’ for branchearbejder.

Bureaubiz har talt med den Miami Ad School-uddannede tekstforfatter om kampagnen, der blev skabt for NGO’en States United to Prevent Gun Violence i 2015, og som var Adweeks mest delte det år.

Du kan se kampagne-videoen her:

 Hvad var det første du tænkte, da du så Gun Shop kampagne-filmen?

”Det første, som jeg tænkte, var sjovt nok ’den ville jeg ønske, jeg havde lavet’. Sekundet efter, kom jeg i tanke om en megadyb scene fra en tidlig episode af Beverly Hills 90210. En episode hvor David Silvers bedste ven skyder sig selv ved en fejl, fordi hans far har en ladt pistol liggende i skrivebordsskuffen. Et trist emne som åbenbart stadig er skræmmende relevant.”


‘Sælgeren’ i Gun Shop fortæller om skydevåbenes tidligere meritter, som var det helt almindelige produkt-features. 

 Hvorfor er Gun Shop så fed en kampagne?

”Jeg kan simpelthen ikke forstå dem, der hepper på våben på daglig basis. Så det første point gives for at sætte mit pis i kog. Og så er det en eminent formidling af det gode gamle think twice princip. Da jeg boede i New York (under praktikophold hos Ogilvy & Mather, red.), kort tid efter at kampagnen havde høstet første runde af alle de priser, som den har vundet, hev jeg emnet op, hver gang jeg kunne komme til det. Men jeg blev tysset lidt på, da emnet er sensitivt. Mange prøver at gøre op med retten til våben, mens andre fortsat synes det er en direkte nødvendighed. Det gode var, at Gun Shop havde formået at starte en samtale, og rent faktisk få folk til at overveje det en ekstra gang inden de bringer våben hjem i privaten. At kampagnen så også kunne få mig til at fælde en tåre, da de to våben-interesserede dudes finder ud af, at den pistol, som de er ved at investere i, sidst gik af i hænderne på et barn, udløser helt klart også point.”


Et af de mange sigende reaktions-skud i Gun Shop-videoen.

 Hvad synes du er det absolut fedeste ved kampagnen?

”Jeg er pænt træt af buzzwords og Photoshop. Så jeg elsker, at Gun Shop er grå og upoleret. Ideen var ikke noget du ville se samme år til Future Lions eller med et budskab leveret af en influencer. Den var næsten old school. Det er genialt i min optik.”


Michelle Husen er vild med den lo-fi æstetik, der er i Guns Shop.

Nu arbejder du selv med tekst til daglig. Hvad tænker du om copysiden af kampagnen?

At plante historierne direkte på pistolerne gjorde altså tekstdamen lidt lun i betrækket. Og jeg synes, at det er enormt fedt, at budskabet ikke blev råbt i hovedet på publikum, men leveret af våbensælgeren bag disken som enhver anden produkt-feature. Det er en anti-våbenkampagne uden børn, landminer og billedlige rædsler, hvor man selv kan danne sig et billede af tragedien. Eller lægge våbnet fra sig og bruge sin stemme til at føre debatten videre.”


Michelle Husen synes, at det var yderst fikst at placere drabs-historierne direkte på pistolerne.

Hvordan inspirerer Gun Shop dig?

”Jeg kan huske at jeg amok-delte den. Ingen skulle gå glip af den – og det er helt sikkert min skyld, at det er den mest delte case på Adweek det år – haha. Tror diverse team-partnere og kollegaer er rimelig inde i casen, for den er med mig hver evig eneste gang der brainstormes.”

Er der nogen specifik, du kunne tænke dig at sende budskabet i Gun Shop til?

“Ville sgu ikke have noget i mod at sende et link i retning af den orange præsident i det hvide hus.”

 Og nu det store spørgsmål… har Gun Shop givet dig mindre lyst til selv at erhverve dig en pistol?

”Hæhæ, jeg må indrømme at pistolen med perlemorsskæfte ikke var på ønskesedlen her til jul, længere.”,