Jens Peter Jensen, der fylder 60 år torsdag, har ikke sit navn på dørskiltet hos Hjaltelin Stahl, men det kunne det sådan set godt være, for der er ingen tvivl om, at han har spillet en ganske betydelig rolle i det, som er blandt de sidste 10 års største danske bureausuccesser.
Ikke så meget fordi han faktisk har været med i en stor del af bureauets levetid, men mere fordi han reelt har spillet en meget central rolle i ledelsen af bureauet. Og dermed dets succes.
Der er mange markante personligheder i bureaubranchen, som ofte bliver kendt for enten deres stærke strategiske eller kreative evner. Men som man også ser det i andre brancher, så er stærke faglige egenskaber ikke altid lig med gode lederegenskaber. Her skiller JP – som han kaldes i det daglige – sig ud, som en bureaudirektør, der kan krydre sin faglighed med evnen til at lede en organisation.
“Hans empatiske evner over for både medarbejdere og kunder er stærke. Det gør ham til et samlingspunkt. Han er som en honningkrukke, som dygtige og kvalificerede medarbejdere gerne trækker hen til,” lyder f.eks. et skudsmål.
De evner blev i den grad sat i spil i 2012, da Steffen Hjaltelin lavede en organisation, hvor JP fik det driftsmæssige ansvar for bureauet, mens Steffen Hjaltelin selv var den mere udadvendte. Da Steffen Hjaltelin i 2015 tog på orlov, hvor han rejste jorden rundt med familien, fik JP rollen som konstitueret CEO, og det gik så godt, at han fortsatte i rollen, da Steffen Hjaltelin vendte tilbage.
Man kan selvfølgelig altid diskutere årsag og virkning, men fakta er, at bureauet udviklede sig rigtig stærkt i de år. JP og Steffen Hjaltelin sad i det daglige over for hinanden, og deres evne til at supplere hinanden på både faglighed og ledelse parret med partnerkredsen i øvrigt har vist sig at være en vinderformel.
For JP er Hjaltelin Stahl da også på mange måder blevet det, der definerer ham – selvom man ikke kan sige, at det stod skrevet i kortene, at han skulle ende i en så central rolle på et stort reklamebureau, når man kigger tilbage på hans karriere. Faktisk var bureauverdenen slet ikke hans udgangspunkt.
Det var medieverdenen, og i 90’erne optrådte han som reklamechef hos Ekstra Bladet, indtil han i 1998 vekslede dette job til et nyt hos Aktuelt med en finere titel som salgs- og marketingdirektør. Det var dengang, Kresten Shultz Jørgensen havde taget over som chefredaktør fra Lisbeth Knudsen – men det skulle også vise sig at være avisens svanesang. Den lukkede endeligt i 2001 efter at LO havde fjernet sit tilskud, og man havde forsøgt sig med en weekend-udgave.
JP forlod avisen i 2000, og det var her, bureauverdenen kom ind i hans verden. Dog ikke med den største succes i første omgang, idet han blev ansat som marketing manager hos det digitale bureau Icon Medialab, der var en af eksponenterne for dot.com boblen og i starten af 00’erne kom til at gennemleve en omtumlet tilværelse med kæmpestore underskud. De var kort sagt på vej ned i et hul lige som Aktuelt, og det blev da også en meget kort karriere, JP havde hos bureauet
Så var der væsentlig mere musik i dialogbureauet Sepia, som han kom til i 2000. Sepia var i de år dialogverdenens svar på Partners, og her blev lagt nogle afgørende spor for JP. I 2005 stiftede han dialogbureauet Rainmaker sammen med Hjaltelin Stahl & Co, som bureauet kom til at hedde dengang.
“And the rest is history”, som man kan sige med et nudansk udtryk. JP’s karriere havde fundet sine spor og ud over hans gerninger hos Hjaltelin Stahl har han ydermere kunnet skrive den anerkendelse på at fungere som formand for reklamebureauerne i KreaKom i årene fra 2017-21.
JP er kendt som en hyggelig og charmerende fætter, men man skal ikke tage fejl. Man når ikke til, hvor han er, blot ved at være hyggelig og charmerende. Han går gerne langt for at favne folk og få dem med, men på et eller andet tidspunkt når han en grænse, og så bliver der skåret igennem kontant og skarpt. Måske endda også lidt for meget. Han beskrives som havende et temperament og en utålmodighed, som ikke altid har været hans ven.
Men når man ser, hvad han har nået hos Hjaltelin Stahl, så kan det tyde på, at han med alderen er blevet bedre til at håndtere temperamentet og utålmodigheden.
På nær et punkt. Han hader at tabe i sport. JP er en habil sportsmand – bl.a. badminton og squash – og han kan slå væsentlig yngre personer. Men hvis han taber, og skal på arbejde bagefter, så forlyder det, at han ikke er let at komme i nærheden af på bureauet.
Så er hans ophav et langt mere forsonende træk. JP er opvokset i Thisted, og han stammer ikke bare fra byen. Han er en rigtig Thisted-dreng, og det kort trækker han gerne.
“Hvad ved jeg om det, jeg er jo fra Thisted”, kan det lyde.
Men det er ikke udtryk for jysk mindreværd. Så langt fra. Hos JP er det et charmerende og effektivt kort, som han gerne trækker, når det kan gavne situationen.
Men det kan være et kort, der har fået sværere ved at blive trukket efter, at Hjaltelin Stahl i 2019 blev solgt til Accenture. Nu skal han begå sig i et internationalt miljø, hvor Thisted-kortet næppe virker.
Til gengæld må man antage, at en koncern som Accenture formår at se og værdsætte ledelsesmæssige kvaliteter.