Jens Peter Jensen: Vi skal ud i det offentlige rum og missionere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Jens Peter Jensen, CEO Hjaltelin Stahl, er netop valgt til at overtage formandsstolen i Kreativitet & Kommunikation efter Mona Juul. Læs hans mærkesag her.

Med højlydte klapsalver blev stafetten på Kreakoms bestyrelsesmøde i går aftes videregivet fra afgående bestyrelsesformand, Mona Juul, til den nyvalgte, Jens Peter Jensen.

Efter seks år i formandsstolen, takkede Mona Juul af i aftes.

Jens Peter Jensen, Partner & CEO i Hjaltelin Stahl, blev indstillet til posten som ny formand for Kreativitet & Kommunikation af en samlet bestyrelse.

Jens Peter startede sin karriere for over 30 år siden og har siden da været både køber og sælger af bureauydelser, bl.a. som marketingchef for Ekstra Bladet og som kontaktmand hos dialogbureauet Sepia Proximity.

I 2005 gik Jens Peter selvstændig og startede dialogbureauet Rainmaker med Hjaltelin Stahl som medejere. Senere blev Rainmaker og holdets øvrige startups, bl.a. webbureauet Electric, fusioneret ind i et samlet Hjaltelin Stahl. Hjaltelin Stahl er en af de største bureausuccesser i nyere tid og er, ud over være vokset til et af Danmarks største reklamebureauer, bl.a. kåret som Danmarks stærkeste bureaubrand i de to seneste årlige MyImage analyser.

Jens Peters mangeårig karriere giver ham en dybdegående indsigt i branchen og en naturlig forståelse for branchens mangfoldige DNA. Derfor har han også helt klare visioner om, hvor KreaKom som brancheforening nu skal hen. Nogle af disse visioner løftede han sløret for på aftenens generalforsamling:

”Jeg har været med i Kreativitet & Kommunikations bestyrelse i 6 år og har derfor fulgt Tines og Monas samarbejde på allernærmeste hold, herunder de til- og fravalg der er foretaget undervejs. Mona, Tine og hendes team har gjort et helt fantastisk arbejde, hvor der bl.a. har været arbejdet med medlemsvækst, kompetence løft af branchen og politisk indflydelse. Med over 85% vækst på 6 år, ny fælles bureauuddannelse og Tines relationer i det politiske miljø på alle fløje, må den indsats siges at være mere end godkendt. Vi skal fortsat jagte nye medlemmer, men der er færre fisk i dammen, og andre opgaver vil presse sig på. Jeg vil sætte mig sammen med Tine og bestyrelsen i maj og genbesøge strategien. Hvad skal vi mere af de kommende år – hvad skal vi mindre af? Og støtte Tine i at eksekvere på strategien.

Monas indsats for foreningen kan ikke overvurderes. Det er bl.a. Mona der rekrutterer vores fremragende eksisterende direktør Tine og etableringen af denne dynamiske duo, har været en kæmpe gevinst for foreningen de seneste år. Mona har været en forrygende formand og jeg er taknemmelig for, at Mona fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem endnu en valgperiode.

Personligt bringer jeg den mærkesag til bordet, at jeg mener, vi skal ud i det offentlige rum og missionere den positive værdi af, at vi tracker forbrugernes adfærd for at tilbyde relevante produkter og andre ydelser. Der er millioner af stemmer derude, der taler torden om overvågning og forfølgelse, men som helt glemmer fordelene ved målrettede budskaber via tracking. Det er kun inden for branchen, vi ser og hylder fordelene. Uden for branchen er forbrugerne klar til at lukke os ned på den del, fordi de kun hører de bekymrede stemmer. Her skal vi naturligvis også udvise ansvarlighed og selvjustits på de områder, hvor tracking rent faktisk bliver en belastning. Med over 7 milliarder devices, der allerede nu er koblet til internettet på verdensplan, og med Danmark i front på den del, er jeg sikker på den debat bliver vigtig de kommende år.”

Efter aftenens generalforsamling ser KreaKoms bestyrelse ud som følgende:

  • Peter Sterup, PrimeTime Kommunikation.
  • Kresten Schultz Jørgensen, Lead Agency.
  • Jonas Hemmingsen, GroupM Nordic.
  • Mona Juul, envision.
  • Michael Bramsnæs, The Competence Company.
  • Peter Gottfredsen, Omnicom Media Group.
  • Liselotte Lund-Rasmussen, Fireball.
  • Kim Boisen, Robert, Boisen & Like-minded.
  • Erik Laumand, Nørgård Mikkelsen.
  • Jens Peter Jensen, Hjaltelin Stahl.
  • Susanne Lund, Konstellation & Republica (tidligere suppleant)
  • Morten Hershøj, Another (tidligere suppleant)

Suppleanter (nyvalg)

  • Claus Wittenborg, Advance.
  • Karina Holm Henriksen, We Love People

Emre Gürsoy og Jan Duckert, PeopleGroup, valgte ikke at genopstille til genvalg til KreaKoms bestyrelse. Der fulgte en stor tak til dem begge for deres enorme indsats for branchen og for at genrejse brancheforeningen.

Kreakoms nye formandskab består efter generalforsamlingen af:

  • Jens Peter Jensen, Hjaltelin Stahl, Formand.
  • Susanne Lund, Konstellation & Republica, Næstformand.
  • Jonas Hemmingsen, GroupM Nordic, Næstformand.