Det klassiske spørgsmål “Hvor var du i sommerferien?” kan for Jakob Bloms vedkommende besvares med “I kløerne på Ekstra Bladet”.
Den tidligere Bates-mand og medskaber af DSBs Harry-kampagne – og nuværende ejer af reklamebureauet All Right Agency – har været igennem en del turbulens i sommerens løb, både økonomisk og mediemæssigt.
Det er hans ejendomsselskab, All Right Living, der meldtes i vanskeligheder, mens det lille reklamebureau klarer sig anderledes bedre.
Ekstra Bladet, der omtaler Jakob Blom som “jetset-reklamemanden”, hæfter sig ved, at hans store byhus ifølge Statstidende var sendt på tvangsauktion – en auktion, der dog er blevet afværget, citerede Ekstra Bladet i samme moment Jakob Blom for. Samtidig blev det fremhævet, at All Right Living risikerede at “gå rabundus”. Ekstra Bladet skrev, at selskabet havde haft et underskud på godt 10 mio. kr, at egenkapitalen var gået i minus med 19,7 mio. kr. – og at gælden var oppe på 32 mio. kr.
Bladet tilføjede bl.a., at All Right Agency trods et overskud (primær drift) nær en million kr. havde en negativ egenkapital på 5,8 mio. kr – og med en gæld på 6,9 mio. kr..
Om Ekstra Bladets artiklel siger Jakob Blom til Bureaubiz:
“Det er historien, som ikke er der. Sagen er, at der har været nogle store nedskrivninger i ejendomsselskabet, og derfor er der lånt millioner ind til Living – både privat og via All Right Agency. Den ene hånd hjælper den anden, så at sige. Men begge hænder er mine. Og i den forbindelse er det godt, at jeg i sin tid har tjent penge på ejendomme, og at jeg har et lille veldrevet bureau at kunne trække på. Den negative egenkapital i All Right Agency skyldes således, at vi har nedskrevet lånet til All Right Living.”
Han oplyser, at alle ejendomme i All Right Living er afviklet, og lånene fra bureauet og ham selv personligt faktisk har en motiverende effekt:
“Det nemmeste ville have været at lukke Living, men dels er der æren i at svare enhver sit, dels ligger der en gulerod for mig i at have betalt så meget til Living. Den løn, jeg hæver i bureauet, vil i en årrække være skattefri p.g.a. min mellemregning. Det drejer sig om et tocifret millionbeløb. Og der vil fortsat være løn at hæve, for bureauet går godt,” siger Jakob Blom.
Han oplyser, at bureauet ligger noget foran budget i år – et budget, der siger to mio. kr. i overskud i 2010.
Nøgletal for All Right Agency
- Bruttoresultat 2,078 mio. kr., +339,3 pct.
- Personaleomkostninger 1,0 mio. kr., -11,1 pct.
- Resultat af primær drift +0,865 mio. kr. (-5,472 mio. i 2008)
- Resultat før skat +0,492 mio. kr. (-5,952 mio. i 2008)