Kommunikationsbureauet Jøp, Ove & Myrthu CPH sætter inden for de kommende måneder et punktum – for bureauet, men ikke for de involveredes virke. De fem partnere, der sammen driver bureauet fra Bredgade i København, fortsætter hver for sig.
”Vi har drevet en både professionel, lønsom og samtidig skæg virksomhed sammen i mange år, men må i dag konstatere, at vi ser meget forskelligt på, hvordan virksomheden skal udvikle sig – og så har man jo noget at tale om. Og det gjorde vi så,” siger Esben Høstager, der er seniorpartner og bestyrelsesformand.
Han oplyser, at partnerne lægger vægt på at gå fra hinanden på en værdig måde, så de kan se både kunderne, sig selv og hinanden i øjnene:
”Vi glæder os over, at vi haft et rigtig godt år. Så vi har styr på økonomien og penge på bogen. Derfor var beslutningen om at fortsætte hver for sig med vores rådgivning heller ikke specielt svær. Vi tror, det er bedst for alle parter – først og fremmest vores mange kunder – at vi nu tager dette skridt, splitter op og kører videre hver for sig,” siger Esben Høstager.
Ejerkredsen tæller – ud over Esben Høstager – Lars Jørgensen, Niels Hovmand, Christian Lemvigh og Hanne Fast Nielsen.
Det er endnu ikke afklaret, om enkelte af partnerne fortsætter sammen i et nyt regi.
Splittelsen af Jøp, Ove & Myrthu CPH berører ikke Aarhus-bureauet Jøp, Ove & Myrthu Vest, som er 100 pct. uafhængig af københavner-kontoret.