Jøp, Ove og Myrthu skifter adm. dir. efter et halvt år

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

For et halvt år siden fik bureauet ny adm. dir., men han har fortrudt. Den nye direktør er en gammel kending på bureauet.

Det er ikke længere siden end juni måned i år, at Morten Kjærulff blev annonceret som ny adm.dir. for Jøp, Ove & Myrthu.

Nu er han stoppet igen og i stedet er Lars Jørgensen indtrådt som ny adm.dir.

Lars Jørgensen fortæller til Bureaubiz, at Morten Kjærulff i september måned besluttede at ville træde ud af partnerskabet samt bestyrelsen i Jøp, Ove & Myrthu for at gå sine egne veje. Hvilket skete pr. 1. oktober.

Morten Kjærulff har ikke ønsket at kommentere sin afgang.

Lars Jørgensen har været hos Jøp, Ove & Myrthu siden 2004, dog med en afstikker som direktør hos Ebay i halvandet år.

For to år siden kom han tilbage til konsulentvirksomheden. Lars Jørgensen var tidligere partner, men efter, han er kommet tilbage, har han været associeret partner.

Det er dog meningen, at han nu skal indtræde både som partner og i bestyrelsen.