Johnny Henriksen forlader DDB

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Efter 10 år som øverste chef vil han starte egen virksomhed. Afløseren er fundet, og hun kender bureauet rigtig godt.

Efter mere end 15 år hos DDB – heraf de sidste 10 som øverste chef for DDB i Danmark – har Johnny Henriksen besluttet at forlade bureauet.

Det sker for at stifte en ny type venture-selskab, hvor han vil søge at sætte marketing- og forretningsmæssige kompetencer i spil på en ny måde over for innovative og vækstorienterede selskaber.

“Lysten til at prøve noget nyt har modnet sig i mig igennem flere år, og timingen er lige nu rigtig god i forhold til bureauet,” siger Johnny Henriksen.

Hans afløser er rekrutteret internt. Der er tale om Pernille Gjøls-Andersen, som på mandag flytter ind i chefkontoret fra et job som strategisk direktør i DDB-selskabet Brand & Identity.

Johnny Henriksen vil indtage en rolle som bestyrelsesformand frem til udgangen af 2012 – arbejdende på fuld tid frem til 1. april og derefter mere tilbagetrukket.

Med dette vagtskifte bliver det et helt nyt hold, der skal køre DDB i 2012. For få uger siden blev det annonceret, at bureauets nye kreative direktør bliver Simon Higby, som er hentet hos DDB i Stockholm.

Den unge englænder har et imponerede cv, hvor han med arbejde for først og fremmest VW har hentet så meget hæder – bl.a. en Titanium Grand Prix i Cannes – at det har placeret ham som en af de seneste års mest vindende på globalt plan.

Om sit farvel til DDB siger Johnny Henriksen:

“Der er meget vemod forbundet med beslutningen. Men timingen er rigtig. Selv om 2011 har budt på nogle bump, så er aktiviteten nu stigende, og bureauet har i årets løb stået bag en række spændende cases, der peger frem. DDB står ved indgangen til 2012 helt sprød, så det er et godt tidspunkt at lade en ny ledelse tage over,” siger Johnny Henriksen.

De cases, han refererer til er bl.a. coinoffer app’en til McDonalds, Jagten for Krak og Tak Rock for Royal Unibrew, der fornylig blev belønnet i Advertising Effectiveness Award.

Samtidig er der inden for de seneste par uger skåret lidt i bemandingen, og der er et par stykker, der har forladt bureauet af egen drift. Så det er en trimmet organisation, der får en ny ledelse bestående af en adm. direktør, der kender bureauet rigtig godt, og som bureauet kender, samt en ny kreativ direktør, der kommer med friske impulser.

Pernille Gjøls-Andersen har været hos DDB siden 2001. Hun kom til bureauet fra CBS, hvor hun har PHD Candidate. Før da var hun i fem år marketing manager hos Estrella.

“Pernille er et rigtig godt valg. Hun er en team-orienteret leder, der som en slags spillende træner er rigtig god til at forene mange forskellige mennesker og kompetencer,” siger Johnny Henriksen.

Han blev oprindeligt ansat som chef for det DDB-ejede Rapp Collins i 90’erne, og flyttede siden over som europæisk CEO for det nystiftede Tribal DDB. I 2002 overtog han så jobbet som adm. direktør for DDB i Danmark efter Søren Kyllebæk.

Johnny Henriksens nye virksomhed skal i luften på et tidspunkt i 2012, men han vil ikke gå yderligere i detaljer med hverken ideerne eller timingen.

“Reklamebranchen rummer nogle unikke forretningsmæssige kompetencer, som jeg gerne vil sætte i spil på en ny måde i forhold til det traditionelle reklamebureau. Mere vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,” siger Johnny Henriksen.