JP finder ny marketingchef hos energi-selskab

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den nye marketingchef vil få stort fokus på den digitale kunderejse og ser umiddelbart en fordel i at samarbejde med flere bureauer.

Jyllands-Posten kan ikke beskyldes for at være indspist, når de ansætter marketingchefer. De to forrige er begge kommet fra andre brancher – hhv. fødevareindustrien og finansverden – og den nye marketingchef er ingen undtagelse.

Det er 40-årige Morten Gleerup, der kommer fra Scanenergi, som nu tager over efter Jeppe Schyth Olsen, der stoppede i oktober.

Hos Scanenergi, der laver energioptimering, var Morten Gleerup senest marketing og business development manager med ansvaret for marketing, kommunikation og forretningsudvikling.

Hos Jyllands-Posten får han det overordnede ansvar for marketing- og kommunikation, og på spørgsmålet om, hvad han primært kommer til at fokusere på, lyder svaret:

”Jeg skal selvfølgelig tage mig af både offline og online, men jeg kommer til at have meget fokus på den digitale kunderejse, og det er da også det digitale, jeg især har med i min bagage fra mine tidligere job.”

Bureaumæssigt bruger Jyllands-Posten både & Co og Konstellation, og umiddelbart tænker Morten Gleerup ikke at ændre på dette set-up, men på spørgsmålet, om han påtænker at bruge andre bureauer, siger han:

”Nu er jeg jo ganske ny i stillingen, men der er ikke umiddelbart planer om at skifte bureau. Generelt er det ofte en fordel at samarbejde med forskellige bureauer eller at vælge et bureau ud fra den konkrete opgave, da det kan være svært for et bureau at have spidskompetencer inden for hele marketingpaletten.”

Morten Gleerup har tidligere været ansat i Vestas, hvor han i skiftende roller havde ansvaret for henholdsvis digital marketing og en-til-en marketing under marketingdirektør Morten Albæk. Før det var Morten Gleerup syv år i Maersk, hvor han bl.a. havde ansvaret for e-commerce for Rusland, Norden og Baltikum.