JP/Politiken etablerer ny koncern-enhed for programmatic

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Leder af afdelingen er hentet hos Ekstra Bladet. Den nye enhed betyder samtidig, at Dansk Udgivernetværk (DUN) udfases.

Annoncørerne er lidt famlende over for Programmatic buying. Det viste en CMO Trendanalyse fornylig fra MyResearch.

Der er dog trods alt en tro på, at det øger effekten af marketinginvesteringerne, og programmatic buying er stort hos mediabureauerne.

Nu koncentrerer Danmarks største dagbladskoncern, JP/Politiken, så sin indsats på området. Det sker ved etableringen af en koncern-enhed for programmatic.

”Med etableringen af den fælles enhed kan vores forretninger kollektivt udnytte synergierne på tværs af såvel volumen, data-punkter som teknologi. Volumen i både trafik, reach og data er afgørende i konkurrencen med de store, internationale mastodonter på det danske annoncemarked,”. siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO, JP/Politikens Hus, og fortsætter:

“Igennem de seneste år har vi investeret massivt i etableringen af vores egen dataplatform og en organisation omkring den. Nu skal vi videre med den kommercielle udnyttelse heraf.”

Lederen af det nye kraftcenter bliver Signe Skarequist, 40, der kommer fra stillingen som chef for Ekstra Bladets programmatiske salg, hvor hun de seneste år sammen med teamet har realiseret en vækst langt over markedsniveau.

Den nye enhed får ligeledes til opgave at strømline det annoncerelaterede teknologi-flow og optimere annonceafviklingen med fokus på loadtid og brugernes oplevelse af koncernens digitale udgivelser.

Etableringen af den fælles enhed betyder samtidig at Dansk Udgivernetværk (DUN) udfases over den kommende periode. Foruden medierne under JP/Politikens Hus indgik Sjællandske Medier, Boligportalen og Børsen i netværket.