JP/Politiken køber Børsen for 800 mio. kr.

Peter Engholm
25@mail.dk

JP/Politiken styrker positionen som Danmarks største private mediekoncern. Det giver muligheder – men skal de samlede muskler aktiveres, så skal siloer nedbrydes.

En af de senere års mest opsigtsvækkende medie-nyheder er netop udkommet: Et af Danmarks stærkeste mediebrands, Børsen, er blevet købt af JP/Politikens Hus af svenske Bonnier for 800 mio. kr.

Det bringer Børsen i familie med bl.a. Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet – og bestemt ikke uvæsentligt; med Finans.dk og de seks watch-medier.

Handlen forudsætter en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og det tager – lyder forventningen – et halvt år.

Stig Kirk Ørskov, adm. dir. i JP/Politikens Hus, kommer i sin første udtalelse fra pressemeddelelsen straks ind på netop konkurrence-situationen på det hjemlige marked:

”Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører.”

Indtil en godkendelse foreligger, fortsætter både ledelsen og driften af Børsen. Anders Krab-Johansen fortsætter således som ansv. chefredaktør. Han siger:

”Med JP/Politikens Hus får vi en ejer, der lige som Bonnier insisterer på høj journalistisk kvalitet og en stærk økonomi som forudsætningerne for publicistisk succes. Jeg glæder mig over, at der er fuld opbakning til at fortsætte den strategi og de planer, vi har lagt – og som har styrket Børsen de senere år.”

Interessen vil af gode grunde samle sig om en eventuel konsolidering af erhvervsdækningen. Her har JP/Politiken investeret massivt de senere år med Finans.dk og watchmedierne – særligt sidstnævnte har samme udtalte tradepress-element som Børsen har håndteret så stærkt i årtier. Og forekommer således at hænge bedre sammen med Børsen end med Jyllands-Posten.

Muligheder – men siloer skal nedbrydes

Foreløbig er der ikke kommet udmeldinger om, hvad der skal ske – i hvilket omfang man vil optræde mere som en koncern. Men netop det forhold vil afgøre, hvor interessant købet vil blive i relation til markedsføringens verden.

“Der er klart nogle muligheder i dette. JP/Politiken har været god til så at sige at fylde op i segmenter, og med købet af Børsen bliver de klart stærkere,” siger adm. dir. Martin O. Rasmussen, Mindshare og fortsætter:

“Men det forudsætter, at de begynder at tænker som koncern og bruge de muskler, de har. Det gælder f.eks. på konsolidering af deres digitale tilstedeværelse, brugen af data og de forskellige data-aktiviteter. Men hvis de også vil søge at blive en hovedleverandør på printmarkedet, så skal de også bryde siloerne ned. Jeg synes, der er indikationer på, at de er på vej i den retning – men det bliver interessant at se, om de for alvor vil følge det spor.”

Den tidligere koncernchef for Berlingske, Lisbeth Knudsen, karakteriserer købet som genialt – læs mere her.

Børsen er med sine 120 år blandt landets ældste medier. Bonnier købte sig ind i mediet tilbage i 1969 og erhvervede sig det fulde ejerskab for 20 år siden.