Bliver du let forarget over folks sprog, skal du ikke læse videre. Det gør du åbenbart ikke, men nu er du altså advaret: Man kommer nemlig ikke gennem en jul på de sociale medier, uden at nævne Gustav Salinas røv.
Vores allesammens social media-darling, kendt fra succeser som Dagens Mand, For lækker til Love og Divaer i Junglen er lidt af et ikon på Facebook.
Med over 200.000 følgere på både Instagram og Facebook kan man roligt kalde ham en influencer. Holder man det op mod stigningen i indtaget af fillers, plukkede øjenbryn og mænd, der ‘poser’ foran selfiestangen, er han én, der både kan spotte en trend og ligefrem skabe den.
Tallene taler sit tydelige sprog, og de siger røv. Kombinerer man ordet røv med Gustav Salinas, kommer antallet af likes nemlig op på 26.469, og med hele 22.991 interaktioner er der noget, der tyder på, at han har fat i den lange ende – som man siger.
Gustav er gået hen og blevet fitness-instruktør, og det har ikke fået ham til at skrue ned på sit sprogbrug. Faktisk har han sagt røv 17 gange, siden han oprettede sit firma Fitness.nu.
Det kunne Fresh Fitness lære noget af. Da de skruede maks. op for humoren og håbede på en viral succes ved at udskifte ordet røv med ræv, havde de nok forventet en del mere af deres media-investering.
Tina Lund viste sin stramme ræv frem, og det gav skam 42.297 interaktioner, men det var inklusiv de negative kommentarer og 143 thumbs down på YouTube.
Til sammenligning fik Gustav 1.635 på et bagdels-foto og teksten ”Go røv og go weekend!”
Ved at studere forbrugernes adfærd i 746.998.338 SoMe-interaktioner sætter JULEN I TAL tendenser og adfærd i et nyt, lidt sjovere lys.
Big Data, Small Data, subjektive analyser, buzz-words og anekdoter i et lunefuldt sammensurium bragt til dig af Orbit Red og INNX. Data fra INNX Social.