“Der vil blive trængsel i reklameblokken, når digital tv for alvor skal ind på lystavlen. Og YouSee vil ikke sidde med hænderne i skødet. Men der vil være så mange på markedspladsen, der råber “Køb bananer!”, at nogle i stedet vil sætte sig på caféen og få en kop kaffe”, siger salgs- og servicedirektør i YouSee, Erik Andersen – og indikerer dermed, at YouSee går efter en særposition det kommende digitale tv-slagsmål.
500.000 danske husstande er senest 1/11 2009 tvunget til at beslutte sig for, hvordan de vil se tv fremover, når det analoge sendenet lukkes til fordel for det digitale. Jagtsæsonen går ind, og hornet blæses af Radio- og tv-nævnets informationskampagne (Årets Gyseligste Udbud) om analogt stop, og følges op af Boxer TV, der vil investere en milliard kr. i sin position som gatekeeper for den kommercielle del af det jordbaserede digitale tv-sendenet.
Udover Boxer TV udgøres jagtselskabet af Canal Digital og Viasat (parabol) og af Telia Stofa og YouSee (kabel).
“Vi vil kanalisere flere af voresmarkedsføringspenge i at kommunikere fordelene ved digital tv. Men vi vil for alt i verden ikke ryge med på bølgen om “den vildeste revolution” – for det ville vi i givet fald kunne blive med i årevis. I stedet vil vi være varsomme, realistiske og ekstremt guidende. Og understrege, at Danmark ikke går i sort 1/11 2009. Alle på kabel kan stadig se analog på deres gamle apparater, også efter den dato”, siger Erik Andersen.
Han forventer traditionelle kampagne-elementer, heriblandt tv, men brugt som døråbner til web.
“Digital tv er endnu ikke forklaret på 30 sek. Vi tager ét budskab ad gangen, og med en aktiv guiderolle vil vi ikke kun tale tilbud og kampagner, men også overblik og fornuft. Det bliver vi nødt til, fordi vi ikke længere kan forvente, at alle kender det produkt, vi sælger,” siger Erik Andersen.
Masseslagsmålet om den halve million husstande med analog-tv, der er tv bliver hurtigt større, for udbyderne vil også gå på jagt hos hinanden – og her har YouSee mest at tabe.
” Vi går efter at få 10.000-20.000 nye kunder, men det er ikke vores primære fokus. Vi har én million kunder, og dem skal vi fastholde – bl.a. ved at digitalisere deres signaler stille og roligt. Vi vil berolige, snarere end forblænde. Og det farligste vil være, hvis vi ivrigt løb hen mod de nye kunder – og forsømte vores eksisterende,” siger Erik Andersen.
Hos konkurrenten Viasat er adm. direktør Kim Poder ikke i tvivl om, at aktørerne vil råbe i munden på hinanden, og at markedsføringen vil blive intensiveret. Men Viasat redefinerer ikke sin rolle eller strategi af den grund.
“Frem til 1. november 2009 vil de forskellige udbydere gøre sig til over for denne relativt store målgruppe, og man kan godt forvente, at vi lægger os lidt ekstra i selen. Men vores force er jo, at Viasat allerede er kendt i markedet. Vi skal ikke ud og finde en position, som visse andre er tvunget til at gøre. Vi vil fortsætte den proces, vi allerede er i gang med,” siger Kim Poder.
Boxer TV vil afvente Radio- og tv-nævnets informationskampagne, før man selv går ud og kommunikerer digital tv. Men Viasat afventer ikke udspil fra nogen, hverken nævn eller konkurrenter.
“Vi har et godt produkt, som vi ved, hvordan vi skal markedsføre. Og uanset hvad – så vil det ikke afhænge af, hvem der råber højst. De fleste har en sund skepsis i forhold til markedsføring. Det skaber naturligvis opmærksomhed, men valget vil blive truffet på baggrund af noget helt andet – bl.a. udbuddet af TV-kanaler, kundeservice og pris. Og har man ikke det rigtige produkt eller ydelser, så hjælper det ikke med et imponerende marketingbudget”, siger Kim Poder.