2009 blev et skrækkeligt år for det Berlingske-ejede reklamebureau, SP3. Anderledes kan det ikke beskrives oven på et markant fald i bruttoavance og et kæmpe underskud.
Historien er den klassiske om finanskrisen.
Bureauet har store kunder inden for retailere af enhver slags, og når de bremser op, så rammer det hårdt hos et bureau som SP3.
Udfordringen er at bremse tilsvarende op. Men med et underskud på næsten 10 mio. kr. oven på et plus på to mio. året før må man konstatere, at det ikke lykkedes hos SP3.
Der var da også uro på ledelsesfronten i løbet af året, hvor den adm. dir. gik lige før sommerferien, mens Jens Thrane-Møller blev konstitueret.
I efteråret blev han så formelt udnævnt til jobbet, og det har således været hans opgave at skære til. Det har selvfølgelig kostet hoveder.
I 2008 var der i gennemsnit 80 medarbejdere, i 2009 var der 66 og nu er der 55.
“Samtidig er det lykkedes at hente ca. 10 nye kunder/projekter – som f.eks. Rosengaard Centret, KNI, Egmont og Troelstrup – og derfor er vi på den korte bane nu igen i sorte tal,” siger Jens Thrane-Møller og fortsætter:
“På den lange bane har det handlet om at finde det ståsted, vi skal udvikle os fra og så fokusere benhårdt på det. På den baggrund har vi evalueret kundebasen og det har betydet, at vi på enkelte har konstateret, at der kan vi nok ikke levere, hvad der forventes.”
Bureauets ståsted kan bredt beskrives som salgskommunikaton – eller taktisk kommunikation. Det er selvsagt meget retailorienteret.
“Men mediepaletten har udvidet sig betragteligt i forhold til tidligere. F.eks. indgår online nu helt fast nu hos alle kunder,” siger Jens Thrane-Møller og tilføjer, at bureauet snart er klar til at kommunikere sit ståsted mere offensivt i markedet.
Nøgletal for SP3
- Bruttoavance 35,0 mio. kr. -35 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 530.303 kr. -21,3 pct.
- Lønandel 99 (70)
- Resultat af primær drift -9,592 mio. kr. (+1,956 mio. kr. i 2008)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz