Landets 74 folkehøjskoler har godt fat i kernemålgruppen – og det er både godt og skidt. Godt, fordi de typisk 18-24 årige på forhånd har en idé om, hvad et højskoleophold er. Skidt, fordi højskolerne har haft en tendens til at kommunikere på en indforstået måde.
“Cirklen har nok været for lukket. Kernemålgruppen er gået efter især de kreative fag, hvad enten det er kunst, musik eller journalistik, men folkehøjskolerne tilbyder i alt 400 fag. Og vi skal have de mennesker i tale, som normalt ikke ville klikke på noget, der står ‘højskole’ på,” siger Thomas Koefoed, webredaktør og informationskonsulent i Folkehøjskolernes Forening i Danmark.
En ny kampagne, der er kreeret sammen med Kommunikationsbureauet København, skruer lidt ned for højskolernes traditionelle, lidt blødere sider, som dannelsesadspektet og fælleskabet, og mere op for individet.
“Enhver er sit eget projekt for tiden. Man har før talt om sabbat og om at stoppe op, men de unge får alle steder at vide, at de endelig ikke må stoppe op. Derfor fokuserer vi nu på det faglige aspekt, men stadig med lysten som udgangspunkt,” siger Thomas Kofoed.
Den nye kampagne har payoff’et “Find det, du er god til” og har to ben – det ene er en web-del, hvor en interesse-profil applikation på Facebook, studieportaler og på højskolernes hjemmeside bliver omdrejningspunktet.
“Vi vil gerne lege højskolerne ind. Applikationen er sjov, men baseret på de mange fag, som tilbydes. Håbet er, at interesse-profilen spredes viralt, fordi man kan dele og sammenligne sin interesse-profil med andre. Ved at finde sine interesser – og dyrke dem – kan man finde det, man er god til,” siger Thomas Koefoed.
Den anden del af kampagnen er print-annoncer, der primært henvender sig til målgruppens forældre.
“Syv kendte danskere, bl.a. Eskild Ebbesen og Nicolaj Rasted, fortæller, hvordan højskolen gav dem et menneskeligt og fagligt afsæt i deres karriere. Højskolerne giver gode resultater, også selv om der ikke afsluttes med en eksamen,” siger Thomas Koefoed.
Hos København siger adm. direktør Sune Bang om kampagnen:
“Højskolerne kan ikke forklares, de skal erfares. Sådan havde tilgangen været i mange år, og det kunne gøre det svært at sælge. Vi skal netop forklare, hvad den enkelte kan få ud af et højskoleophold – og det begynder med at få afdækket og afklaret interesserne. Og på selve opholdet finder du dit talent og styrker det.”
Se interesse-profilen her.