Kaare Grundtvig stopper på Reklamelinjen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kaare Grundtvig siger farvel til Reklamelinjen efter 20 år til fordel for et ældre palæ i Skotland. Det bliver også hans hjemmearbejdsplads for kreative opgaver. Per Holm Henriksen skal ud og finde en erstatning for Kaare Grundtvig.

Den ene af Reklamelinjens to grundlæggere og medejere stopper efter 20 år. Det er Kaare Grundtvig, som har valgt at flytte til Skotland – i et 200 år gammelt mansion, Guynd House by Arbroath med tilhørende skov, hvor han skal hjælpe sin far. Det skriver Reklamelinjen i en pressemeddelelse.

”Det bliver nok svært at overføre den faglighed, man har opbygget med den handlende idé, udvikling og reklamefilm, til at fikse traktoren, skifte vandpumpen og jage krybskytter væk. Det har imidlertid ligget og luret et stykke tid: At ægte bymenneske lærer mere om landlivet. For hvor mange danskere får muligheden for flytte ind et skotsk mansion – og måske overtage det en skønne dag?”

Kaare Grundtvig slipper ikke reklamebranchen helt. Han vil stadig lave kreative opgaver, blot fremover fra hjemmearbejdspladsen i Skotland.

”Skotland skal ses som et eksperiment: Jeg tager tre måneder til at begynde med – for at prøve det af og for at få en forsmag på, hvordan det er at leve der. Stikkontakterne er fra krigens tid, og der bliver fyret op i kaminerne hver dag. Den nærliggende walled garden går tilbage til 1600-tallet. Der er et stykke vej til reklamebranchen,” siger Kaare Grundtvig.

Hans makker på Reklamelinjen, Per Holm Henriksen, køber Kaare Grundtvigs andel af selskabet Tæt på virkeligheden Aps, der ejer Reklamelinjen og Tekstlinjen, med endelig overtagelse den 28. februar.

Fra Per Holm Henriksen lyder det:

”Jeg vil gerne takke Kaare for hans enorme indsats for dét, der nåede at blive årtiers talentudvikling, og for et makkerskab, jeg har værdsat. Både Reklamelinjen og Tekstlinjen kører videre. Hvem der skal erstatte Kaare, skal jeg til at kigge på nu.”

Fredag den 25. februar kl. 16-18 afholdes der afskedsreception for Kaare Grundtvig i Reklamelinjens lokaler i Hillerødgade 30A i København. Studerende – både nuværende og tidligere – samt gæstelærere, kunder og venner af huset er yderst velkomne.