Kampagne-film med oplæg fra 7. klasse-drenge

Peter Engholm
25@mail.dk

Et biografspot, der vises før den aktuelle Twilight-film, fortæller en anti-solarium historie og er en professionelt produceret udgave af en mobil-film, som fire drenge fra Ribe har lavet.

Kræftens Bekæmpelse har overordnet set Halbye Kaag JWT og Vizeum som bureauer, men samarbejder også med andre kommunikatører og producenter.

I en aktuel filmkonkurrence, “Sluk solariet – med mobilen”, er partnerne Picturewise og Lommefilm – samt fire drenge fra 7. klasse på Valdemarskolen i Ribe.

Konkurrencen, som 600 skoleelever i alderen 12-16 år deltog i, gik ud på at optage korte mobilfilm om det farlige i at gå i solarium.

Næsten 200 film var sendt til bedømmelse hos en jury bestående af filminstruktør Nikolaj Kopernikus, Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne, direktør Henrik Laier fra Picturewise samt DJ og musiker KATO.

Og vinderen blev “Blind Date”, indsendt af den førnævnte Ribe-kvartet.

“Årets vinder er “Blind Date”, fordi den kommer med pointen på en sjov og overraskende måde. Samtidig formidler den meget slagkraftigt budskabet om, at det kan være farligt at gå i solarium,” siger Anja Philip i en pressemeddelelse.

Præmien var at få omsat den håndholdte lommefilm til et professionelt biografspot, skabt af et filmhold fra Picturewise, med skuespillerne Mia Jexen og Thomas Voss. “Blind Date” vises lige nu som forfilm til “The Twilight Saga: Breaking Dawn”.