Kampagne mod kærestevold

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Opdateret: Advice er ude med en kampagne, der allerede på førstedagen har fået stor opmærksomhed. Se de tre film her, hvoraf kun den første er kommet til offentlighedens kendskab.

Hver tredje ung synes, det er svært at sætte grænser over for kæresten.

Og når man ikke sætter grænser, kan man ende med at blive udsat for psykisk vold.

Det er baggrunden for en kampagne, der lanceres i dag af Advice med opdrag fra ligestillingsminister Karen Ellemann.

Målsætningen med kampagnen ”Vold kan forekomme” er at få unge, der er i en usund relation til at erkende det, så de kan agere på det.

”Kampagnen fokuserer på at udvide voldsbegrebet, for at vise, at det ikke bare er fysiske tegn som blå mærker, der er vold. Vold kan optræde i mange former”, siger Signe Zacher Carlsen, der er chief creative hos Advice og som sammen med senior konceptudvikler og AD’er Ulrik Jessen, har stået for konceptudvikling.

Kampagnen kører i syv uger og er en del af den nationale handlingsplan mod vold i familier og nære relationer.

Den blev skudt i gang i morges med omtale i P1, et opslag i Politiken i dag og i aften bringer TV-Avisen et indslag.

Udover PR og konceptudvikling er der produceret tre novellefilm à 3-5 minutter.

Filmene, der kommer ud på de sociale medier, er instrueret af Ulaa Salim, der netop er færdiguddannet som filminstruktør på Filmskolen og Anders Røge har produceret, mens han var hos The Works. Nu er han ansat hos Advice som head of film production.

De unge skal sige fra før det er for sent
Briefen til Advice lød på at lave en kampagne, der kunne få folk til at sige fra over for vold.

”Vi fik til opdrag at udvide voldsbegrebet, for at få unge til at sige fra overfor den vold, der ikke umiddelbart kan ses,” siger Signe Zacher Carlsen.”

Hun tilføjer, at det man gerne vil med kampagnen, er at skabe debat i målgruppen og hjælpe de unge med at se forskel på en sund og usund relation, så de kan sige fra, før det er for sent.

”Vold nedbryder den voldsudsatte, så jo længere tid man venter, jo sværere er det at sige fra. Derfor fokuserer vi på små tegn, som mange måske genkender, men har svært ved at reagere på, fordi de ikke ved, at det er tegn på vold”.

Selv siger ligestillingsminister Karen Ellemann:

”Det er bekymrende, at så mange unge – både kvinder og mænd – oplever vold og har svært ved at sætte grænser. Det betyder, at de er i risikozonen for at blive udsat for psykisk eller fysisk vold. Grænser er selvfølgelig forskellige, men det er vigtigt at være opmærksom på signalerne på, at et forhold er kørt af sporet. Kampagnen skal hjælpe de unge med at genkende tegnene på et usundt forhold, så de kan sige fra og respektere hinandens grænser. For den psykiske vold kan være mindst lige så skadelig som den fysiske vold. Og den kan ramme alle – uanset køn, alder og etnicitet.”

Udover PR og de tre novellefilm, er der lavet tre film med Susanne Nour Magnusson fra Dialog mod Vold; Lotte Grostøl fra Lev Uden Vold; og Alex Klubien-Lund fra Bryd Tavsheden som kommenterer novellefilmene.

Opdateret: Vi viste oprindeligt alle tre film, men Advice har efterfølgende besluttet, at man kun ønsker, at den første film vises nu, så de andre først kommer ud, når de også bliver vist på de sociale medier.