Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Svensk bureau har bragt Oscar-vinderen, Forest Whitaker, ind i dansk reklamefilm for Kærgården. Men hvorfor det?

Amerikanere spiser ikke Kærgården – men det gør Oscar-vinderen, Forest Whitaker i en reklamefilm for Kærgården – skabt af det svenske bureau Åkestam Holst.

Det er et bureau, der nu er i samme alliance – The North alliance – som &Co, der for et år siden fik meget stor succes med at bringe et gammelt Hollywood-icon, Christopher Walken, ind i en reklamefilm for det danske tøjmærke, Jack &Jones.

Nu er det så en anden kendt amerikansk skuespiller, der er bragt i spil – og denne gang for noget så dansk som Kærgården.

Men selvom kendis-faktoren er velkendt i forhold til reklamer, kan man godt stille spørgsmålet om, hvad Forest Whitaker egentlig tilfører Kærgården af værdi, der gør det værd at betale det formodentlig ikke helt lille beløb, han koster for at optræde?

“Kærgården vil gerne minde forbrugeren om de små glæder i hverdagen. Ofte er det de store øjeblikke i livet, som stjæler opmærksomheden, men de små øjeblikke er overalt omkring os og de kan skabe stor glæde, hvis bare man har øjnene åbne for dem,” siger marketingdirektør, Jakob Berhnhard Knudsen, Arla Danmark, og fortsætter:

“Når man så tager en kendt skuespiller, som Forest Whitaker, så bibringer han en kontrast til Kærgårdens budskab, nemlig at ”også store mænd har brug for hverdagens små glæder”. Forest Whitaker tilfører en genkendelighed og en gennemslagskraft, som løfter ”historien” så at sige. Vi tror, at blikfanget bidrager til at folk stopper op og husker sig selv på de små glæder i hverdagen ud fra devicen, Når HAN kan, så kan jeg også.”

Jakob Bernhard Knudsen taler desuden om, at det er længe siden, Kærgården har haft succes med sin markedsføring, og at der derfor var brug for et boost.

“Selvom Kærgården er et kendt og anerkendt brand, er det faktisk en del år siden, at brandet virkelig har haft succes med sin markedsføring. Som markedsleder burde Kærgården stå top of mind hos forbrugerne, men sådan er det desværre ikke altid,” siger Jakob Bernhard Knudsenn og fortsætter:

“Derfor vil vi gerne give Kærgården et boost, og det er netop, hvad der sker, når man kobler en kendis på et ellers forholdsvis folkeligt brand. Vi mener dog godt, at Kærgården kan bære det – når man nu engang er største brand i kategorien må man også godt signalere det, i vores øjne.”

https://www.youtube.com/watch?v=yRoE-r3T7AE

Kærgården var på et tidspunkt helt dominerende på markedet. Dengang var det Bates, der stod bag reklamerne – som f.eks. denne, der er mindst fem år gammel. Selve konceptet med Brød tænker kun på Kærgården er endnu ældre.

Kommentarer

  1. Sikke en usammenhængende begrundelse for at bruge så mange penge. “Når han kan, kan jeg også”. Det er ret tydeligt at man regner med at kunne genbruge “Walken tricket” og vinterbade i præmier. Men her kan jeg allerede – uden brug af Søren Østerggaard i et nyt tåbeligt spåkone indslag, fortælle at det ikke kommer til at ske.

    Næh, så hellere bruge Forest Whittaker til hvid chokolade.

    “Hvid chokolade fraToms så Forest ikke bider sig i fingrene.”

  2. Heldigvis tør branchen igen (dog med babysteps men alligevel) tænke i andre baner, end “fuck det strategiske, hvordan laver vi en kampagne, der to dage efter sælger 5 bakker kærgaarden mere?”.

    Desværre er der en uheldig tendens til at være så forbandet “pæn” og “harmløs” i tankegangene tit, at det store beløb kampagnen har kostet, bare slet ikke kommer ud over rampen, for slet ikke at tale om at komme ud af døren fra mødelokalet, hvor kundepræsentationen fik highfives.

    Når nu der arbejdes så meget med indsigt, ville det være rart med lidt indsigt på realiteten i, at politisk korrekthed og Cosby show tankegangen, bare er dødsyg.

    Da Eva M sparkede Cocio ud i en kendis-effekt, gav det opmærksomhed. Da Walken tog cool til nye niveauer for et dansk tøjmærke, var det i høj grad også en effekt i at manden de sidste 50 år har været røvcool – og man havde ALDRIG troet at han ville dukke op på den måde. Masser af opmærksomhed og en finger til det konventionelle. Når Forest spiser kærgaarden giver det da stadig opmærksomhed til brandet, måske lidt mere end hvis det havde været Søren Østergaard, men hvor er kækheden blevet af, når vi alligevel er ude i sådanne tanker og budgetter?

  3. Hmm… der er vel, ret beset, ingen grund til partout at sammenligne enhver kommende kendis-kampagne med Walken? Det kan da godt være at Whittaker her ikke river løver hjem, men jeg takker nu for en fin film. Dejligt underspillet og under alle omstændigheder et frirum i en ellers anstrengende reklameblok. At han sikkert har taget sig betalt for ulejligheden er der næppe nogen tvivl om, men det er vel egentlig også… ligegyldigt? Whittaker i slåbrok? Den er fin!

  4. @Philip Blabeck

    Det er den første racistiske kommentar jeg har læst på Bureaubiz.

  5. Fin idé og fin casting, men forklaringen halter. Som skuespillertype er Whittaker jo alt andet end glamour og store armbevægelser. Han er netop den lille mand og de små glæder på lærredet. Og please, I behøver ikke at speake, hvad der sker i filmen. Vi kan godt høre, at han fløjter.

  6. Den fungerer egentlig hele vejen, person, stemning, en rigtig avis etc. Men hvorfor pokker tager han ikke en bid, en underspillet bid naturligvis, men tag dog en oldschool bid af et nyristetbrød med kold kærgården og fjern nødtvungent blikket fra avisen et halvt sekund – frem for blot lægge det på bordret.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club