Kendt dansk designer skifter til svensk bureau, der åbner i Danmark

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Muggi Ramadani har valgt at stoppe hos McCann-bureauet Scandinavian Design Group for at være med til at starte et svensk bureau i Danmark.

Alt tyder på, at NoA (The North alliance), som &Co indgår i er på vej til at udvide sine aktiviteter i Danmark.

I hvert fald har Muggi Ramadani på sin LinkedIn profil fortalt, at han har forladt McCann-bureauet Scandinavian Design Group til fordel for et job som Creative Director og Partner hos Bold Copenhagen.

Pointen er bare, at der lige nu ikke er noget, der hedder Bold Copenhagen. Til gengæld er der noget, der hedder Bold i Sverige, og det er et anerkendt og award-vindende svensk design-bureau med 20-25 medarbejdere. Bl.a. vandt Bold i august som det første svenske bureau hele 5 priser i The Red Dot Award.

Og så er Bold en del af NoA.

Den nærmere konstruktion er det dog ikke lykkedes at afdække. &Co er eneste danske medlem af NoA, men ingen af parterne – &Co, NoA eller Bold – har ønsket at kommentere på historien.

Muggi Ramadani er en anerkendt dansk designer med mange priser på hylden. Han har haft eget designbureau, indtil han i foråret 2012 var med til at starte Scandinavian Design Group i Danmark som en del af McCann-gruppen.

Her har man fundet en afløser – men er endnu ikke parat til at udtale sig nærmere om det.