Magasinet Sceneliv, der udgives af Dansk Skuespillerforbund, tager i sit maj-nr. fat i medlemmernes medvirken i reklamefilm. Emnet har før været heftigt debatteret, og selv om en undersøgelse viser, at små 30 pct. af forbundets medlemmer nu enten optræder eller speaker i reklamefilm, så har udbredelsen ikke høvlet kanterne af skuespillernes holdninger.
“Jeg tænker på næste gang, jeg vil nå publikum med en rolle – og tænker, at hurtigt lort er bedre end langsomt lort – forstået på den måde, at den dårlige film ser publikum højst én gang, mens den dårlige reklame bliver vist rasende mange gange,” siger Jesper Christensen, der ikke “blev skuespiller for at sælge realkreditløsninger, fisk eller aviser,” som det hedder i artiklen.
Så kategorisk er Lars Mikkelsen ikke, men han ville have svært ved at se sig selv i øjnene, hvis han laver reklamefilm. Han fornægter dog ikke andre at gøre det. Selv har han sat sig sådan økonomisk, at det – indtil videre – er let at takke nej.
“Nu er det dog nærmest blevet et mantra for mig at sige nej, så foreløbig bliver jeg i det idealistiske hjørne, jeg har malet mig op i,” siger Lars Mikkelsen.
Trine Dyrholm har speaket et par gange, men derudover ikke medvirket i reklamefilm, for hun kan mærke, at hun “får ondt i maven, når det kommer for tæt på”.
Hun har heller ikke problemer med kolleger, der medvirker i reklamer, men er opmærksom på at værne om sin troværdighed, fordi publikum skal være klar til at tro på de roller, der spilles.
“I dag tror jeg ikke, at en reklamefilm eller to gør den store forskel på din karriere. Hvis man ikke har så meget at lave, kan man måske endda synlighedsmæssigt nyde godt af den. Hvis nu jeg gerne vil med min søn og min mand på en jordomrejse en dag, kan det måske være en god grund til at indspille reklamefilm,” siger Trine Dyrholm.
De kritiske er således ikke afvisende, og de åbne er ikke ukritiske. Det ses hos Jens Andersen, der bl.a. har medvirket i ca. 25 reklamefilm som Polle fra Snave, og Søren Malling, der bl.a. har kunnet ses i spots for 3-stjernet og Kvik. Både Andersen og Malling skelner skarpt mellem at stille op som en karakter og stille op som sig selv.
“Hvis jeg står som mig selv med en telefonudbyders navn i munden og siger, at det er det bedste abonnement, bør jeg kunne stå inde for, at de leverer en ordentlig vare. Jeg skal kende produktet til bunds, og det har jeg ingen forudsætninger for,” siger Jens Andersen.
Han suppleres af Søren Malling, hvis “moral kan ligge på et meget lille sted lige præcis, når det angår reklamefilm,” for det er smør på brødet.
“Jeg siger både ja og nej til tilbud, og jeg har også sagt nej til forlængelser af kampagner, som jeg har været med i, fordi brandet eller produktet var for dårligt. På de fleste af mine reklamejob har jeg selv været med til at udvikle universet.”
Artiklen i Magasinet Sceneliv giver gode råd fra agenter og managere: En skuespiller på nippet til at slå igennem via film-hovedrolle eller en gennemgående rolle i en tv-serie, bør takke nej til reklamefilm. Et vaskemaskine-spot i reklameblokken kan kølne instruktørens interesse.
Anderledes kan det være for etablerede stjerneskuespillere eller helt ukendte, hvor optræden i en reklamefilm kan være et (tilmed lærerigt) alternativ til at gøre rent eller arbejde i en 7-Eleven.
