Kim Jong Andersen hurtigt i nyt job

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Et par måneder efter, at han forlod DDB, tiltræder Kim Jong Andersen et nyt bureaujob – som Senior Vice President. Han skal styrke bureauet digitalt og sikre dets arbejde større opmærksomhed.

Kim Jong Andersen er en bureaumand, der trækker opmærksomhed og holdninger. Men det er ikke nødvendigvis skidt. I hvert fald gik der ikke lang tid, før han fandt et nyt job efter, at han lige før sommerferien sagde farvel til DDB.

Her havde han titel af Executive VP, og det blev til halvandet år på bureauet – men et begivenhedsrigt halvandet år, fordi bureauet i foråret blev Årets Reklamebureau ved Creative Circle Award og Årets Digitale Bureau via Danish Internet Award.

Da han stoppede, holdt Kim Jong Andersen mulighederne åbne – kundeside, starte noget på egen hånd eller fortsætte på bureausiden.

Og det blev sidstnævnte: Kim Jong Andersen er nu Senior Vice President på Adtomic.

”Jeg tror, folk bliver overrasket, når de ser kundelistens internationale skala hos Adtomic, og jeg ser det derfor som et spændende bureau at komme ind på. Min opgave bliver at bidrage til yderligere vækst hos Adtomic – og sikre, at bureauets produkter bliver anerkendt og kommer på landkortet,” siger Kim Jong Andersen.

Adtomics adm. direktør, Søren Pedersen, var ikke i tvivl om, at han gerne ville have fat i Kim Jong Andersen, der indtræder i bureauets ledelse:

”Kim har åbenlyse branding- og markedsføringskompetencer og er derudover stærk på det digitale felt. Og vi har en række store kunder – inden for bl.a. healthcare og FMCG – hvor Kim Jong Andersen kan løfte den digitale profil. Kim er kort fortalt den dygtigste konsulent, jeg har mødt i branchen.”

Hvis han er så god, hvorfor har du så ikke hevet fat i ham noget før?

”Det har jeg også – men det har været en modningsproces. Og nu var muligheden der for alvor,” siger Søren Pedersen.

”Jeg har haft en dialog med Søren – og ser Adtomic som et sted, hvor jeg ikke bare kan gøre en stor forskel, men også få lov til at gøre det – al den stund, at Adtomic er leadbureau for en lang række internationale kunder,” siger Kim Jong Andersen.

Din nye Senior Vice President tiltrækker sig opmærksomhed – og der er mange – og delte – meninger i branchen om manden …

”Der er to grupper af mennesker, hvis holdninger jeg er særligt opmærksom på – kunderne og medarbejderne. Jeg har forhørt mig hos både de kunder og kolleger, Kim har haft de seneste år, og begge grupper fremhæver hans hårde fokus på kvalitet, og det respekterer de ham for,” siger Søren Pedersen.

Samtidig er det – mildt sagt – ikke ti-års nåle fra bureauerne, der præger Kim Jong Andersens samling …

”Det er begge parter naturligvis klar over. Men en kortsigtet løsning er ikke noget, vi regner med. Med Kim på holdet har vi en kvartet på kontaktsiden, der efter min mening er Danmarks stærkeste. Tilsat en røvfuld dygtige kreative er vi klar til at give den én over nakken,” siger Søren Pedersen.

”Tillad mig et billede fra cykelsportens etapeløb: Nogle er gode til klassementet, andre går efter etapesejre – og jeg er nok mest kendt for at gå efter etaperne,” siger Kim Jong Andersen.