Kim Jong Andersen stopper hos RelationshusetGekko

Peter Engholm
25@mail.dk

Det blev til syv måneder på dialogbureauet. Arbejdsprocesserne var for forskellige, hedder det. Nu går Kim Jong selvstændig i den kommende tid.

Som branchemedie kan man kun konstatere, at Kim Jong Andersen formår at skabe content – det være sig som juryformand for først Danish Internet Award og siden hans egen nye pris, en række markante digitale projekter samt hans hyppige jobskift. 

Og det er netop et jobskift, der er aktuelt denne gang. Den 1. oktober siger Kim Jong Andersen og RelationshusetGekko farvel til hinanden efter blot syv måneders samarbejde. Her har Kim Jong været kontaktdirektør og strategisk planner.

Det er for omfattende at opremse et helt CV, men siden Bureaubiz blev lanceret for 6½ år siden, er det 5. gang, at du og jeg taler sammen i forbindelse med, at du siger farvel til et job …

”Der har været tale om afsluttede processer og projekter. Senest på Adtomic med meldingen Mission Accomplished. Det har der desværre ikke helt været tale om her. I løbet af min og RelationshusetGekkos relativt korte tid sammen har vi opbygget en gensidig faglig respekt, men – som den gensidige fratrædelsesordning siger – så har arbejdsprocesserne været for forskellige, til at det var holdbart i længden,” siger Kim Jong Andersen, der hverken må eller vil udtale sig ud over dét, der står i fratrædelsesordningen.

Hos RelationshusetGekko konstaterer direktør og partner Jan Køhler, at det har ”været spændende at have Kim om bord”, også selv om det blev meget kortere end planlagt. Også Jan Køhler understreger det respektfulde:

“Selv om vi – inden Kim startede – brugte en del tid på at drøfte rolle, proces og hvordan bureauet fungerer, må vi i dag konstatere, at på trods af faglig respekt arbejder vi for forskelligt til, at det kunne blive et langt ægteskab. Bureauet siger med god karma tak for besøget og ønsker Kim held og lykke med hans fremtidige projekt.”

Kim Jong Andersen vil i den kommende tid – året ud, forventer han – tilbyde sig som selvstændig konsulent.

”Det vil være forskellige typer opgaver inden for strategi og konceptudvikling. Og jeg vil stadig udføre opgaver for RelationshusetGekko i den kommende tid. Ud over at arbejde som konsulent vil jeg bruge den kommende tid på at afsøge konstellationsmuligheder og finde ud af, hvad jeg skal mere permanent fremover,” siger Kim Jong Andersen.

Skræmmer sporene på bureausiden?

”Jeg afviser på ingen måde at arbejde på bureau, men det skal i givet fald være på andre præmisser end som almindeligt ansat eller i en anden rolle, end man er vant til at se mig i. Det kunne eksempelvis være at starte noget nyt op,” siger Kim Jong Andersen.

Han tilføjer:

”Jeg har ikke noget konkret på hånden lige nu. Det positive er, at jeg på kort tid har erfaret, at der er bud efter mine kompetencer fra forskellig side – jeg går ind i bestyrelsen for en ekspanderende IT-virksomhed og skal være konsulent for bestyrelsen i et firma bag et nyt digitalt produkt. Så jeg holder alle muligheder åbne lige nu.”