Klasselotteriet går i udbud om reklamebureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Det 260 år gamle lotteri skal i EU-udbud om reklamebureau-ydelser og opfordrer derfor bureauer til at anmode om at blive prækvalificeret.

Tre år er gået siden, at Klasselotteriet havde sit reklamebureau-samarbejde i udbud – og nu er tiden kommet til et nyt ét af slagsen:

”Klasselotteriet går i EU-udbud om reklamebureau-ydelser. I den forbindelse kan alle interesserede bureauer anmode om prækvalifikation. Ansøgningsfristen er den 30. maj kl. 12, og vi prækvalificerer i alt fem bureauer,” siger Kirsten Østergaard, der er marketingdirektør i Klasselotteriet.

Budgettet er ifølge udbuddets oversigt over spørgsmål-svar på 25-30 mio. kr. om året – men dette beløb dækker vel at mærke samtlige marketingomkostninger og moms.

Når Klasselotteriet på baggrund af de indkomne anmodninger har prækvalificeret fem bureauer, vil disse blive briefet sidst i juni, og i midten af august skal de udvalgte bureauer præsentere et oplæg.

Klasselotteriets nuværende reklamebureau er Responsive, der blev valgt i 2007 og 2010. Lotteriet afsluttede for halvandet år siden et lignende udbudsforløb blandt mediabureauer. Her vandt IUM.

Se udbudsmaterialet her.