I starten af juni satte Klasselotteriet et udbud om sit reklamebudget inkl. mediebudgettet i udbud. Som proklameret dengang sætter spiludbyderen nu også sit mediabureaubudget i udbud.
Budgetrammen lyder på samlet op til 17 mio. kr. ex. moms pr. år. Beløbet dækker bl.a. sparring, rådgivning, indrykninger og evaluering af kampagnerne. Udbuddet lyder på to år med mulighed for forlængelse i et + et år.
Marketingdirektør Terese Johannesen uddyber tankerne bag de to udbud:
”Vi ønsker at indlede et samarbejde med et mediabureau, som kan dække alt fra strategisk rådgivning til kampagneeksekvering og forhandling af mediepriser. Vi glæder os til at finde den perfekte konstellation af et nyt mediebureau, et nyt reklamebureau og os som kunde. Vores fælles opgave bliver at sikre både vækst og fornyelse.”
I dag bruger Klasselotteriet OMD, som vandt det seneste udbud i 2015. Før det var IUM/BNP mediabureau for Klasselotteriet, som ifølge EU-lov skal i udbud min. hver fjerde år.
Processen
Klasselotteriet vil udvælge fem mediabureauer til en konkret opgave efter en åben prækvalifikation.
Opgaven skal vise, hvordan mediebureauerne arbejder inden for:
- Mediestrategi
- Kampagneoptimering
- Samarbejde med Klasselotteriets team
- Mediepriser
- Pris for samarbejdet
Samarbejdet begynder i 2021. Her er mediabureauudbuddet og her er reklamebureau-udbuddet.
Deadline for at deltage i udbudet om reklamebureauydelser er den 28. juli. Deadline for at deltage om mediabureauydelser er den 3. august 2020.