I årevis præsenterede jeg mig som experience director. På det seneste siger jeg forward deployed engineer (FDE). Et kæmpe buzzword i tiden. Den ærlige version er, at titlen skiftede, men instinktet aldrig gjorde. Måske har jeg altid haft en FDE i mig: den del der vil sidde inde i den rodede virkelighed omkring kundens problem og bygge sig ud af det, frem for at aflevere et deck og håbe på, at en anden føler det samme som mig.
Det, der reelt har ændret sig, er prisen på at bygge. Da det var dyrt at skrive software, var den knappe ressource eksekvering, så det organiserede vi os efter. Nu skriver modellen koden, formulerer teksten, udfylder boilerplate. Flaskehalsen har flyttet sig. Spørgsmålet er ikke længere “kan vi bygge det”, men “bør vi, og hvordan skal det føles”.
Cat Wu, der er produktansvarlig for Claude Code hos Anthropic, satte ord på skiftet helt enkelt. Efterhånden som kode bliver billigere, peger hun på, bliver den værdifulde evne at beslutte, hvad man overhovedet skal bygge, og så det sværere spørgsmål under det: “How can we make users feel most delighted?”
Det spørgsmål kan ikke automatiseres. Det er ikke en ticket, du kan lukke. Det er den form for dømmekraft, folk fra experience-faget altid har båret rundt på: at vide noget er galt, før du kan sætte ord på hvorfor, og stole nok på det signal til at handle på det. Det instinkt bygges langsomt, gennem år hvor man ser, hvordan rigtige mennesker reagerer på rigtige produkter, og det er svært at give videre, netop fordi så meget af det ligger under sproget. En model kan efterligne de mønstre, den har set, men den har ingen andel i, om resultatet faktisk rører nogen. Nogen med den andel er stadig nødt til at træffe beslutningen.
Her er hvad jeg bliver ved med at se i konkrete opgaver:
Automatiseringen æder de overskuelige 80 procent hurtigt og overbevisende. Demoen ser godt ud. Så rammer du den sidste strækning, den del der ikke lader sig specificere, hvor arbejdet holder op med at handle om, hvorvidt noget virker, og begynder at handle om, hvorvidt det rammer. Et flow der teknisk fungerer, men føles koldt. Et svar der er korrekt, men tonedøvt. Output der er 95 procent rigtigt, hvilket i praksis betyder, at et menneske stadig skal holde øje med de fejlende 5 procent, hvilket betyder, at det aldrig rigtig var autonomt. Den sidste strækning er præcis dér, experience lever, og det er præcis den del, du ikke kan uddelegere, hvis du ikke selv har smag.
Cat Wu lavede en beslægtet pointe om at arbejde med agenter, som er blevet hængende hos mig: “It is extremely hard to manage agents if you can’t do the job yourself.” Du kan ikke kuratere det, du ikke kan genkende. Du kan ikke destillere en oplevelse ned til dens kerne, hvis du aldrig har mærket forskellen på fint og rigtigt. Modellen er en god samarbejdspartner, men den rækker ud efter et gennemsnit af alt, hvad den har set. Nogen er nødt til at stå for enden af pipelinen og beslutte, at gennemsnittet ikke er godt nok.
Det er experience directorens stille hævn. I en periode så det ud, som om vores fag blev automatiseret. Det, der bliver automatiseret, er produktionen. Dømmekraften gør ikke. Hvis noget, så bliver den mere koncentreret, mere gearet, mere værdifuld, fordi én person med ægte smag nu kan forme en masse output. Følelse, dømmekraft, viljen til at sige “nej, det er ikke godt nok endnu” og vide hvorfor: det er det, der driver de bedste produkter, og det har det altid været.
At være forward deployed engineer, når det kommer til stykket, ikke rigtig om at skrive koden. Det handler om at være tæt nok på problemet til at mærke, hvad der er galt, og klar nok på, hvad godt føles som, til at kuratere maskinen i den retning. Værktøjerne blev hurtigere. Smagen skal stadig komme fra et menneske, der står i rummet.
