Angående Claus Walter

Poul Mikkelsen

Claus Walter er en af reklamebranchens Mad Men. Nu stopper han – og så alligevel ikke. Læs her, hvad Poul Mikkelsen har at sige om Claus Walters tid i branchen og se mange eksempler på deres samarbejder.

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om Claus Walter. Anledningen er selvfølgelig at han stopper – vel at mærke, stopper på DDB.

Claus og jeg blev præsenteret for hinanden i 1980. Nogen mente, at vi var et godt match. Det mente vi også selv, men der skulle alligevel gå 10 år før vi omsider fik hinanden.

En eklatant fejlvurdering af den daværende kreative chef på Lund & Lommer, som jeg ind imellem driller ham med. Claus og mit samarbejde varede fra 1990 til 2012, hvor jeg forlod DDB.

Claus er på samme måde som Mozart resultatet af både arv og miljø.

Han er vokset op med en far og mor, der både var sprogmennesker, musikalske og humorister.

Det var et folkeligt miljø og netop det folkelige og den dybe forståelse af det menneskelige sind er grundsubstansen bag de geniale indsigtsfulde tekster Claus skriver.


Carlsbergs bevægelse mod bedre øl, startede i begyndelsen af 90’erne. Carls Special var et ironisk univers, hvor man bl.a. kunne anmelde sn bedste ven som øl-sjusker. Han ville så efterfølgende blive ringet og og få et telefonisk møgfald på den dialekt man havde valgt. Man kunne også få et møgfald af dronningen eller af Sepp Piontek. Godt købt af Adam Tønsberg, Jesper Sieber og Mogens Jønck hos Carlsberg.

Vi genoplivede lidt af Carlsbergs historie med en øl, brygget på en recept fra ‘Vor Fars tid’. Ja, der er ikke noget nyt under solen. Niels Ditlev tegnede. Dette var forløberen for Semper Ardens og Jacobsen serierne, som vi lavede i 1997 og 2004.
Claus er dybt original. Han faldt i gryden som lille og derfor er hans talent uudtømmeligt og uden faglig alder.

Claus har aldrig været fan af selviscenesættelse. Alene denne, for branchen aparte holdning, har været med til at skabe hans unikke figur. Nogle har begået den fejl at tro at Claus’ lidt reserverede person, er udtryk for arrogance. Intet kan være mere forkert. Claus er et varmt og givende menneske, men måske lidt genert. Let at forveksle.


Et fantastisk projekt og en vidunderlig ide. ‘En avis fra folk der kan skrive, til folk der kan læse’,som der stod på forsiden af 1. nummer. Desværre har jeg ikke noget fra selve kampagnen. Men den var ret provokerende. Desværre forsvandt drømmen i Porscher og designermøbler. Ærgerligt.

Der er selvfølgelig andre end mig der har haft privilegiet af at arbejde sammen med Claus. Og vi er mange der har nydt godt af hans uforlignelige talent.

Et talent han har bevaret og til stadighed vil rumme, så længe han gider.

Vores samarbejde har sjovt nok altid været fyldt af tårer. Enten som resultatet af en hjerteskærende og melankolsk guitarsolo eller foranlediget af et forsøg på at holde en tale fra hjertet. Men oftest udløst af en voldsom ofte livstruende latter, når vi sad i vores skiftende refugier og arbejdede. Den forløsende latter som er den helt særlige mentale belønning der har præget store dele af vores samarbejde.


Klik på billederne, for at se teksten.

Klik på billederne, for at se teksten.

Vi fik en stak meget ’tyske’ billeder af den nye Passat. VW’s personlighed i Danmark var noget mere afdæmpet. Vi løste det ved at gå direkte i kødet på bilen. Stærk selvironisk og igen stærkt købt af Ole Kauffeldt og SMCs direktion. Vi vandt et guldkorn på kampagnen, og da sekretæren ringede for at få at vide hvem fotografen var, røg det ud af mig: “ Det er Helmuth Kohl, før han blev premierminister, havde han et stort fotostudie i Stuttgart”. Det står i bogen hvor kampagnen er vist. Og på en måde var det jo rigtigt nok.

Vores værktøjer har altid været Claus’ fyldepen. Et par A2 blokke. En håndfuld spritpenne og en pakke kleenex.

Der er ofte megen humor i Claus’ tekster. Og altid en underfundig en af slagsen. Claus mestrer kunsten at ramme dybt. Folkeligt, begavet og sanseligt på en gang. Claus kender sine virkemidler til perfektion.

En evne som, i mine øjne, kun han mestrer her til lands. Og en evne der kun kan komme som resultatet af dyb og kærlig indsigt i sine medmennesker, samt et enormt sprogligt overskud.

En evne som mange har nydt godt af. Ikke mindst SMC’s aktionærer.


Claus og jeg forsøgte altid at lave noget der ikke lignede reklame for meget. Vento lanceringen er, på nær GiroBank lanceringen (se nedenfor), måske noget af det mest akavede vi har lavet. Opgaven var at lancere den nye Vento, men undgå at forbrugerne sagde: ” Nå, det er bare den nye Jetta”. Jetta var en eklatant fiasko. 200 biler blev placeret rundt omkring i landet og flyttet 4 gange om dagen (forhandler aktivering) Alle synlige VW logoer og typebetegnelser var dækket til. Så man kunne ikke se hvilket bilmærke det var. Derefter indledte vi via TV og annoncer en ‘jagt’ på den ukendte bil. Vi solgte 800 biler på 6 mrd. Kampagnen slæbte rigtig meget sølv og guld hjem til DDB.

Claus og jeg har samme gud. Han hed Bill Bernbach. Han vurderede kreative mennesker på deres evne til at forstå mennesker. Og til at skabe kommunikation der rørte og bevægede. Claus er ypperstepræst i denne religion. I 1997, startede vi et bureau i bureauet der hed Bernbach. I denne strategisk/kreative enklave rendyrkede vi kommunikation baseret på indsigter.

Men det slutter jo ikke her.

Historien er fyldt med eksempler på kunstnere og forfattere der øgede deres produktion og blev bedre og bedre livet igennem.

Picasso, Karen Blixen, Matisse, John Le Carre. Og Churchill blev først en statsmand, da han passerede de 65.

Claus er godt nok, ikke længere nødt til at arbejde, men det har altid været lysten der styrerede.

Nu har vi måttet nøjes med at være nære venner i 5 år, så nu er det blevet tid til at lege igen. Nu har vi til en start købt et domæne: Insight-Cph.dk, så må vi se hvad der sker. Nu skal der grædes…


Her er nogle GiroBank film. Det er simpelthen for længe siden. Men hold kæft en modig kunde og så virkede det big time.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning