Brand loyalty like no other

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Findes der brands, som folk forbliver loyale mod i generationer? Som bliver tilgivet deres fejltrin og fulgt fanatisk på daglig basis? Brands, der betyder alverden for deres følgere? Ja, der gør så!

Forestil dig et brand, der forbliver relevant for sine interessenter år efter år, generation efter generation. I høje som lave konjunkturer, gode og dårlige tider.

Et brand så stærkt, at det udgør en væsentlig del af sine følgeres identitet. Det kan sætte de største følelser i spil, få det bedste og det værste frem i tusinder. Det henvender sig til høj som lav, unge og gamle.

Et brand, der eksisterer på godt og ondt, og som ved sin blotte eksistens kan både splitte og samle.

Et brand for hvilket al snak om brand loyalty egentlig er overflødig – den er medfødt, implicit, et grundvilkår.

Gæt engang? Det findes! Der findes faktisk mange, og de findes i fodboldens verden.

Og hvad enten man interesserer sig for denne eller ej, er der stof til inspiration og eftertanke at hente, for så vidt angår brand loyalty.

Bevares, alt er relativt, og ovenstående gælder ikke nødvendigvis alle fodboldklubber og absolut heller ikke alle deres tilhængere.

Men er der noget, som på smukkeste vis kan samle mennesker på tværs af alder, køn, status, seksuel observans med videre, er det kærligheden til en fodboldklub.

Og, ja, jeg siger kærlighed.

En fodboldklub er nemlig meget mere end en virksomhed. Det er for mange en livsledsager, en kær ven, et nært familiemedlem. Du vælger ikke, om du vil holde med Brøndby eller FCK som var det Coca-Cola eller Pepsi. Klubben vælger dig, og det er for livet. Tanken om at skifte klub, som du skifter tyggegummimærke, er utænkelig – så hellere droppe fodbold (tilsvarende tyggegummi) helt.

Hvor de fleste virksomheder uafvendeligt identificeres med deres produkt, hænger det anderledes sammen med fodbold. Det er klubben først, alt omkring den og dernæst menneskene i den – og så endelig produktet i form af resultaterne på banen.

Det fantastiske og fascinerende ved brand loyalty i fodbold er netop, at den altid er til stede. Økonomien kan være dårlig, ledelsen ikke slå til og spillerne skuffe på banen… Tilhængerne bliver hængende. De forbliver loyale mod varemærket.

Weekend efter weekend, i stegende sol og bidende stadionkulde, står de der. Gennem triumfer, fællessange, tifoer og øjeblikke af absolut og rendyrket menneskelig lykke. Og gennem nederlag og skuffelser, tårer og sågar sorg.

For os, der er fanget i nettet, er det smukt. Bare smukt. For rigtigt mange andre er det i bedste fald nok bare uforståeligt.

Under alle omstændigheder bør den nærmest betingelsesløse kærlighed til og loyalitet over for et varemærke kunne tjene som inspiration for andre. Det handler om følelser og egentlig ikke ret meget andet.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning