Bureauleder Nicolaj Andersen fylder 50

Henrik Fallesen,
seniorpartner og bestyrelsesformand hos Radius CPH

Klumme: Han rådgiver topledere gennem de største kriser og har bygget en af Danmarks største kommunikationsvirksomheder: Nicolaj Andersen runder skarpt hjørne.

Nicolaj Taudorf Andersen fylder 50 år d. 3. januar 2023. I 2003 havde 30-årige Nicolaj Taudorf Andersen, ejer og stifter af kommunikationsvirksomheden Radius, tre veje, han kunne gå. Han kunne tage til udlandet. Læse en MBA. Eller også kunne han starte sin egen kommunikationsvirksomhed.

Nicolaj valgte det sidste. Og på 20 år har Nicolaj udviklet virksomheden, så den i dag er en af Danmarks største kommunikationsvirksomheder med en omsætning på +50 millioner kroner.

Radius beskæftiger cirka 50 medarbejdere, som rådgiver danske virksomheder, organisationer og offentlige institutioner om alt fra udviklingen af den næste store nationale oplysningskampagne til hvordan virksomheder og topledere bør agere, når de største og sværeste kriser rammer. Sidstnævnte disciplin, har altid tændt Nicolajs faglige passion. Det er her, virksomhedens omdømme for alvor sættes på prøve. Og hvor det er umuligt at se et bestemt facit forude. Men når man som Nicolaj har stået i en krise med sin egen virksomhed i 2008, da finanskrisen ramte, og samtidig har rådgivet +100 virksomheder gennem deres største kriser, så udvikler man en særlig ekspertise inden for området.

Derfor er Nicolaj i dag en af Danmarks mest eftertragtede rådgivere i de situationer, hvor der er ekstra meget på spil. 

Drivkraften er nysgerrighed. Mantraet ordentlighed. Det kræver han af sig selv og af sine omgivelser. Nicolaj accepterer simpelthen ikke uordentlighed, og oplever han det, siger han fra. Lige med det samme. Selvom det kan koste lidt på den gode stemning i mødelokalet, så er Nicolaj altid insisterende ærlig. Men kender man Nicolaj, er man aldrig i tvivl om, at det kommer fra et godt hjerte.

Nicolajs hjerte huser meget mere end arbejde. Hans kone Barbara og deres to børn, Samuel og Natascha, fylder langt størstedelen. Og selvom rollen som rådgiver, ejer og leder af en af Danmarks største kommunikationsvirksomheder får Nicolajs kalender til at ligne et spil tetris, så er der altid reserveret tid til familien. Om det er at træne Samuel og Nataschas basketballhold, se dem spille kamp i weekenden, nyde roen og naturen i sommerhuset i Tisvilde eller tage familien med på rejser.

Til gengæld har tiden til med de nærmeste venner været mere knap de seneste 20 år. Og det er noget, Nicolaj gerne vil ændre på, når han nu går ind i et nyt årti af sit liv. En periode som dog ikke bliver mindre travl på arbejdet.

Der er nemlig rekordmeget rift om Nicolajs og Radius’ rådgivning i disse måneder, hvor kriserne står i kø i samfundet. Topledere navigerer midt i en tid med krig i Europa, energikrise, klimakrise, rekordhøj inflation og en potentiel recession forude. Derfor har de brug for ordentlig og insisterende ærlig rådgivning. Det leverer Nicolaj.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning