Af Peter Solow, lead developer hos Knowit Experience

Klumme: I november 1992 var der kun 26 websteder i hele verden. I dag er der mere end 1,5 milliarder websites på internettet, hvoraf kun 200 millioner af dem er aktive. Man siger ofte bigger is better, men det gigantiske strømforbrug der følger med de milliarder af websites, gør internettet til en klimasynder i verdensklasse – så vejen mod et bæredygtigt web kræver drastiske initiativer for at nå i mål.

Internettet er et stort og enormt komplekst system. Og selvom det er komplekst, er fordelene ret simple at få glæde af, når det handler om alt fra at tjekke mails til at opbevare store mængder persondata. Men vores aktivitet på nettet sætter også iPhones, computere, fjernsyn, routere og datacentre i seriøse svingninger, som, bogstaveligt talt, også sætter strøm til en forurening, der er til at tage at føle på.

Internettets strømforbrug er faktisk så grelt, at hvis world wide web var et land, ville det stå som verdens sjette mest rurenende land – på niveau med vores tyske underboer.

DigitalUdledning

Det står endda så slemt til, at datacentre bruger ca. 3 % af den globale elforsyning og tegner sig for ca. 2 % af den samlede drivhusgasudledning. Det svarer til det samme CO2-udslip som hele flyindustrien. Studier fra 2017 viser endda, at ca. ¼ er zombie-servere som ikke laver andet end at bruge strøm.

Kæbe, sig hej til gulvet.

Men den forurenende internetvirkelighed står heldigvis til at bekæmpe, hvis vi følger initiativerne fra The Sustainable Web Manifesto, der er udviklet og nedskrevet af nogle af de grønneste og mest tekniske hjerner i vores branche. Manifestet centrerer sig om seks kernepunkter, der skal til for at opnå et grønnere og mere bæredygtigt web. De seks kernepunkter er, at internettet skal være rent, effektivt, åbent, ærligt, genopbyggende og robust.

1. Rent
Internettet skal være rent i form af energiforbrug. Internettet får sin strøm fra elektricitet, så jo mere vedvarende energi som sol-, vind- og hydroelektrisk energi, vi bruger til at producere elektricitet, jo bedre. Udfordringen er selvfølgelig, at vi ikke altid har kontrol over, hvor elektriciteten kommer fra. Men vi kan kontrollere, hvilke hosting-partnere vi vælger. Vælger vi hosting-partnere, der har forpligtet sig til at bruge vedvarende energi i deres datacentre, så påvirker det også vores digitale projekter til at blive mere ”rene”.

2. Effektivt
Selvom ren energi er et godt sted at starte, så vokser vores behov for data stadig med raketfart – og i enhver plan for at tackle klimaforandringer er energieffektivitet alfa og omega. Men som skæbnen vil, så virker internettets behov for energi ikke til at blive mindre. Tværtimod. Det er oplagt at tro, at det stigende dataforbrug udelukkende har noget at gøre med, at vi bruger internettet mere – men det er kun den halve sandhed.

Dataforbruget stiger også, fordi websites og apps bliver mindre effektive. Med stigende internethastigheder og mere kraftfuld teknologi lader vi, ofte helt ubevidst, vores digitale projekter blive mindre effektive. De utallige mega- og gigabit vi slipper løs i internetkablerne gør, at vi ikke altid behøver at dimensionere billeder korrekt, kan kopiere hele biblioteker af kode, selvom vi kun har brug for en brøkdel, og vi lader gamle og unødige linjer rode i koden.

Og når vi gør websites unødigt tunge og skriver forespørgsler, som belaster servere og brugernes devices, så er elektricitet ikke det eneste, der går til spilde – det er også muligheden for at skabe hurtigere og mere inkluderende online (kunde)oplevelser.

3. Åbent
Skal vi nå i mål med et komplet bæredygtigt web, så kræver det samarbejde på den helt store skala. Open source-projekter kan hjælpe os med at udvikle mere holdbare løsninger og accelerere vores evne til at gøre nettet grønnere. Mere åbenhed kan, udover at fremme gunstige samarbejder, også skabe rum, hvor vi kan lære af hinanden og gøre vigtig information langt mere tilgængelig.

Når vi deler artikler eller holder oplæg om, hvordan vi griber processerne mod et mere bæredygtigt web an, så hjælper vi også hinanden til at gøre fremskridt. Åbenhed hjælper også samtidig med at normalisere konceptet om et bæredygtigt web og gøre det en del af samtalen i vores industri ligesom vi, helt naturligt, også snakker om f.eks. user experience, performance, SEO og accessibility.

4. Ærligt
Hvis ambitionen er at være åbne, er vi også nødt til at være ærlige. De to ting går hånd i hånd. Hvad end vi vil det eller ej, så ryger vores penge efter web design, der skal promovere holdninger, produkter og/eller budskaber, som påvirker brugernes adfærd og overbevisninger. Problemet er, at websites, apps også skal promovere et salg – og med iveren efter at sælge kan manipulation også komme listende. Dark patterns er f.eks. små, listige tricks, der kan få brugeren til at udfylde sign-ups til produkter eller ydelser, de i virkeligheden ikke har brug for.

Samtidig er sociale medier også oftere og oftere (re)designede til at underbygge afhængighedsskabende adfærd, mens de opsamler data til target ads, som yderligere prikker til afhængighed og konsumerisme, der også belaster klimaet.

Så når vi er ærlige overfor brugerne, og ikke søger at mislede eller manipulere dem, så vil vi det bedste for dem, der bruger vores produkter, mens vi samtidig skaber rammerne for et mere klimavenligt og bæredygtigt web.

5. Genopbyggende
Et genopbyggende internet drejer sig om, at vores produkter og services skal understøtte en økonomi, der betaler tilbage til planeten – også kaldet redemptive technology. Internettet og web design skal bemyndige mennesker til at handle meningsfuldt og grønt ved at opfordre til f.eks. at cykle på arbejde, reducere madspild, eller andre adfærdsmæssige ændringer, der har en positiv indvirkning på klimaet.

6. Robust
Med de stigende klimaforandringer, der kan have alvorlige konsekvenser for den måde, vi lever på, er vi også nødt til at kunne drage nytte af alle internettets muligheder og fordele, når vi er i krisetider. Internettet skal være robust nok til at servere information til de mindst privilegerede mennesker i verden i de mest påvirkede dele af verden. Et robust internet skal kunne levere nøgleinformationer og web services på selv de mest langsomme forbindelser på hvilket som helst device i hvilken som helst stand.

Dine skridt mod et mere grønt website
Vejen mod et bæredygtigt web er brolagt med høj moral, hårdt arbejde og mindst lige så stor kompleksitet som det system, der får internettet til at køre rundt. De positive forandringer sker ikke fra dag til dag, og det kan virke som en stor mundfuld at give sig i kast med webdesign, der rammer plet på alle seks kernepunkter i manifestet. Men forhåbentlig er opmærksomheden omkring de seks punkter et godt startpunkt for din rejse mod større digital bæredygtighed.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club