En af reklamebranchens store personligheder bliver 70 år og går på pension

Af Erich Karsholt
adm. direktør, TBWA/Connected

Tekstforfatter, strateg og tværmedia-ekspert m.m. Søren Nøhr bliver 70 år den 17. december 2022 og går i den forbindelse på pension. Det er kun rimeligt når man tænker på indsatsen gennem fire årtier i reklamebranchen. Der er reception den 20. december.

Det er utroligt, hvad det er blevet til af kommunikation og kampagner gennem årene. Også med tanke på, at Søren som regel har været med hele vejen fra klarlægning af problemstillingerne og til at udarbejde strategierne, der førte til kampagnerne. Jo mere kompliceret briefing, næsten jo bedre.

Det lå ikke i kortene, da Søren efter studentereksamen fra Morsø Gymnasium i 1971, begyndte at studere filosofi, videnskabsteori og fysik på Københavns Universitet, at han skulle lande i reklamebranchen, men i 1980 kom han ind som tekstforfatter hos reklamebureauet Lund & Lommer og senere Henriksen & Sieling/BBDO.

For Søren har det altid handlet om at forstå et brand, et produkt eller en serviceydelse helt ind til kernen, for derefter at finde frem til hvordan budskabet kan kommunikeres på den bedste og mest effektive måde til modtageren. Det uanset om modtageren er er en B2B-beslutningstager, der skal købe ind for millioner eller en forbruger, der skal se på ny bil – eller købe en is.

I 1986 blev Søren kreativ direktør hos reklamebureauet Thunøe & Kristensen, der senere blev til Brands/KGN og Brands CPH. Her var én af kunderne Mercedes-Benz. Søren har næsten uafbrudt siden skabt reklame for den tyske bilkoncerns mange forretningsområder: Personbiler, vare- og lastbiler, servicemarkedet og forhandlere. Ikke mange i dansk reklamebranche kan se tilbage på 35 år med samme kunde.

I 2003 blev Søren kreativ partner og tekstforfatter på Bates WMLY&R. Her arbejdede Søren også med virksomheder som BG Bank, Nets og TRYG Forsikring.

En gang imellem bliver kollegaer trætte undervejs, når en løsning er fundet, mens Søren stadig ikke mener, den er god nok. Før i tiden kunne han være lidt belærende – mest af alt fordi han ved så uendelig meget. Overfor yngre kreative er han blevet mere pædagogisk med årene. Der er jo også lidt irritation, når en yngre kollega kommer op med en idé og Søren fortæller, at den har vi skam brugt – og efterfølgende finder kampagnen frem!

Søren spænder over hele medie-paletten: TV, radio, CRM og alle former for digitale kampagner, hvor Søren tidligt indså den betydning internettet ville få.

Han tog i den forbindelse en Master i Cross Media Communication fra Københavns Universitet i 2008 og har siden også været gæsteforelæser i faget Kommunikation 2.0. og medlem af advisory board på Institut for film, medier og erkendelse på Københavns Universitet samt underviser på DADIU – The National Academy of Digital Interactive Entertainment.

I 2014 gik Søren freelance og blev året efter fast tilknyttet TBWA, hvor han har fortsat arbejdet med Mercedes-Benz, Ejner Hessel A/S og Starmark samt været en af de kreative drivkræfter bag kampagnerne for NabolandsKanalerne fra Copydan/Verdens TV.

På TBWA Connected er Søren bureauets orakel, der bliver spurgt om alt. Og han kan svare på det meste, måske lige med undtagelse af sport, der aldrig rigtigt har haft Sørens interesse. Søren har også klare holdninger til kommunikation og til den branche, han har været en aktiv del af. Det har bl.a. kunnet læses i kronikker i Bureaubiz.

Søren er blevet tildelt de fleste af branchens udmærkelser gennem årene: Bl.a. Advertising Effectiveness Award, Aurora Prisen, Creativity, Direct Mail Prisen, Guldkorn, Mercedes-Benz Star Award, New York Festival og Årets Dagbladsannonce.

I betragtning af de mange kampagner, det er blevet til, er det velfortjent, at Søren fremover kan få mere tid til familien, bluesmusikken og sommerhuset på Orø.

I forbindelse med Sørens fødselsdag og pension, afholdes der reception hos TBWA Connected A/S, St. Kongensgade 59E, 1264 K, den 20. december kl. 15-18. 

Her er nogle af Søren Nøhrs arbejder:

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning