Hvis ikke vi lige taler om Børsen, Berlingske Business eller JyllandsPosten Erhverv, så er der ikke mange medier, der mener, at de skal dække det område, som vi alle sammen lever af med synderlig omhu med mindre der er tale om skandaler, grådige direktører eller decideret snyd og bedrag.
Det skal selvfølgelig dækkes, men er det godt nok til en kvalificeret meningsdannelse?
Endnu værre er det, hvis man kigger på det område, som Bureaubiz’ læsere er beskæftiget inden for. Her er selv flere af de erhvervsrettede medier tynde, og dækningen tilhører ofte den lidt mere kuriøse ende – uagtet at kommerciel kommunikation fylder en betydelig del i de fleste danskeres medieforbrug.
Kigger man på DR TV-Avisen, så er den jo næsten klinisk renset for erhvervsstof med mindre det drejer sig om forurening, spektakulære lukninger eller andet kulørt.
Man kan spørge sig selv om Danmarks erhvervsliv, det vi alle sammen lever af, ikke fortjener en bedre, grundigere og mere nuanceret dækning på Danmarks statskanal.
I Danmark er eksistenskampen på tryg afstand, og vi koncentrerer os stadig om at diskutere fordelingspolitik, mulige vindere af X factor samt de daglige “nip-napperier” i den politiske arena. Her er der ikke en detalje, der er for lille.
Overrasker DRs TV-Avisen med erhvervsstof, er det enkeltsager og dækningen er i det hele taget fragmenteret og uden perspektiv. Magasinprogrammerne bruges hovedsageligt til at præsentere emner set gennem lønmodtagerens optik. Det er meget sjældent, at erhvervslivets ledere får mulighed for at komme til orde for at forklare deres syn på erhvervslivets vilkår i Danmark. Med andre ord så mangler nyhedsdækning balance i vinklingen.
Nogle vil spørge: Hvorfor skal erhvervslivets repræsentanter have mere taletid? Mit svar er, at vi lever i et oplyst folkestyre – også kaldet et demokrati. For at borgernes politiske debat skal være så kvalificeret som muligt, er det vigtigt med oplysning om fundamentet for vores velstand og velfærd.
Hvorfor ikke sammenkæde væsentlige politiske diskussioner med kommentarer fra erhvervslivet? Det er politikerne, der skaber rammevilkårene for erhvervslivet og erhvervslivets succes eller mangel på samme influerer direkte på vores levestandard.
Hvis man kun læser Ekstra Bladet, ser underholdningsprogrammer, hygger sig på Facebook og udsættes for erhvervslivets linde strøm af salgsbudskaber i allehånde annonceformer, kan man med rette spørge sig selv om ens meningsdannelse foregår på et kvalificeret grundlag.
I værste fald kan man hævde, at mediernes dækning giver et vrængbillede af virkeligheden, når erhvervsstoffet ikke behandles. Det er som at sætte sig ind i en bil og køre nemt og hurtigt til sit bestemmelsessted uden at bekymre sig om, hvordan bilen fungerer og i øvrigt ikke skænke det en tanke, om der er olie og benzin på.
Mange danskere præges af den udeblevne dækning af erhvervsstoffet og tager erhvervslivet som en selvfølge og vil hellere diskutere, hvordan vi bruger og fordeler indtægterne. Hvordan pengene tjenes, interesserer de færreste.
Kun kan vi forarges over, at topcheferne for landets allerstørste og vigtigste virksomheder har en milliongage på linje med de største danske sportsstjerner.
Gennem mediernes nedprioritering af erhvervsstoffet holdes befolkningen i uvidenhed om de reelle samfundsøkonomiske forhold, hvilket kan få uheldige konsekvenser i den politiske debat.
I tilfældet DR er behandlingen af erhvervsstoffet direkte påfaldende, når man betænker DRs public service forpligtelser.
Der er selvfølgelig mange danskere, der har en fin forståelse for erhvervslivet – typisk dem, der selv er ansat der, men der er også mange hvis viden er helt ude af “sync” i forhold til de arbejdsforhold, målsætninger og rammebetingelser, som der arbejdes under i erhvervslivet.
Dybest set er der tale om en kulturkløft af dimensioner, hvor mennesker tilhørende forskellige grupperinger ikke forstår hinanden. Offentlige og privat ansatte har i mange tilfælde kun ringe forståelse for hinandens professionelle spilleregler og vilkår, og her ligger der en kæmpe kommunikationsudfordring, som flere medier burde mene var deres forpligtelse at gå i krig med.
Jeg er godt klar over, at mange journalister i DR vil indvende, at også DR er underlagt en form for markedsvilkår, hvilket jo står i kontrast til public service forpligtelsen, men de bevilligende myndigheder – politikerne – skeler til seertal og den slags, hvilket til en vis grad kan retfærdiggøre argumentet om “markedsvilkår”.
Denne klumme har ikke til formål at påstå, at udfordringen med at finde en interessevækkende journalistisk form til at beskrive erhvervsforhold er let.
Omvendt er det heller ikke alle historie fra Mellemøsten eller Afganistan, der er lige underholdende.
Jeg nægter at tro, at flertallet af danskere reelt kun er interesseret i det kulørte erhvervsstof og ikke kan engageres i erhvervslivet.
Det er måske en svær kommunikationsopgave, men her er så et område, hvor medieledelser kan vise sig som visionære og nytænkende ved at finde nogen med talent til at løse opgaven og give dem rammerne til at gøre det.
