De vigtigste resultater på Folkemødet opstår sjældent i koreograferede opgør på debatscenerne i de store telte. De opstår i uformelle møder mellem teltene, til en middag eller i kaffekøen. Som public affairs-rådgivere er vores fokus dér, i mødet mellem mennesker, som måske aldrig ville have fundet hinanden gennem en besked på LinkedIn.
Når Folkemødet evalueres, handler det ofte om de store debatter, de mest omtalte politikere eller de temaer, der satte dagsordenen. Altså den dagsorden, som de store organisationer og bureauer har forberedt hjemmefra.
Men man kan også gøre det anderledes.
Public affairs som disciplin er blevet bredere, mere forretningskritisk – og handler i stigende grad om andet end rækkevidde.
Mange forstår ofte interessevaretagelse som et spørgsmål om synlighed og dagsordener. Om at få sin sag hørt og set – og det er fortsat vigtigt. Men hvis man eksempelvis render ind i en borgmester med en kunde, der har en udfordring, og man på stedet kan finde en løsning, så er det altså en helt anden disciplin.
Mange virksomheder opererer i en virkelighed, hvor politiske beslutninger, regulering og samfundsudvikling har direkte betydning for deres muligheder for at investere, skalere og konkurrere. For nogle endda at eksistere. Derfor er behovet for indsigt, relationsopbygning og strategisk forståelse vokset markant. Og argumentation og forhandlingskompetencer afgørende.
Det bliver ingen steder så tydeligt, som det gør på Folkemødet, hvor samspillet mellem politik og forretning kan folde sig ud på tværs af de events, der skal bringe magten tættere på. I det rum bearbejdes alt fra sikkerhed og konkurrenceevne til energi, sundhed, teknologi og Europas fremtid.
Og public affairs-rådgiveres opgave er at få klienter med til de samtaler. Ikke op på scenerne, men ind i de rum, hvor relationer skabes, forståelse opbygges, og nye muligheder opstår.
Helt konkret bliver Folkemødet banen, hvor vi som rådgivere er mediator mellem en international klient, der har svært ved at navigere i en dansk arena, og den ordfører, embedsmand eller minister, som i et fortroligt rum får forståelse for klientens behov og bidrag til Danmark. Det er her, begge parter kan se sig selv i den samme fortælling – og forme en fælles succes.
Med andre ord: Vi har skabt adgang. Der er sat et ansigt på – synlighed. Og resultaterne rykker tættere på. Det er adgang og synlighed, der ofte er det første skridt mod nye partnerskaber, bedre forståelser og i sidste ende konkrete resultater for klienter.
Modeshow og synlighed
For nogle virksomheder og bureauer er event-synlighed en central del af strategien. Debatter, DJ-battles og officielle partnerskaber kan være effektive redskaber til at positionere sig og skabe opmærksomhed.
Den tilgang spiller en vigtig rolle på Folkemødet og er med til at gøre arrangementet til dét, det også er. Det folkelige, som Folkemødet ellers tit kritiseres for at mangle, opstår netop, når Pia Kjærsgaard går modeshow ved en pølsevogn, eller Anne Marie Helger interviewer Troels Lund Poulsen.
Det er vigtigt – men det er vigtigt af en anden årsag. Public affairs, som i nogles ører lyder lyssky, er en ganske central del af demokratiet og kan bringe de rigtige mennesker sammen. At skabe møder, som ellers ikke ville være opstået. At identificere fælles interesser, nye samarbejder eller løsninger på konkrete udfordringer.
Relationer som strategisk disciplin
Værdien af de fysiske møder er ikke blevet mindre i takt med digitaliseringen. Tværtimod. Det er lettere end nogensinde at komme i kontakt med mennesker. Men det er ikke blevet lettere at opbygge relationer. En sms kan ikke konkurrere med en fordybet samtale. Man kan ikke scrolle sig til bedre rammevilkår, ligesom “chatten” nok kan hjælpe på en stribe områder – men relationsopbygning er en helt anden metier.
Tillid og sympati opstår fortsat gennem samtaler, nærvær og gensidig forståelse. Og når politik, erhvervsliv, organisationer og myndigheder i stigende grad påvirker hinandens virkelighed, er relationer en strategisk disciplin i sig selv.
Folkemødet er også et arbejdsrum. Et sted, hvor vi hjælper virksomheder og organisationer med at forstå og forme deres omverden, skabe relevante forbindelser og møde beslutningstagere i en uformel ramme.
Men værdien går begge veje. Politikere, embedsmænd og andre beslutningstagere bruger også Folkemødet til at møde virksomheder, organisationer og borgere – uden at nogen sidder og tager noter. Det er dialoger, som kan give dem – politikerne – indsigt i de konkrete konsekvenser af politiske beslutninger og nye perspektiver på samfundsudfordringer. Mange af de samtaler er sværere at skabe i en travl hverdag på de bonede gulve i Christiansborg, i ministerierne eller på rådhusene.
Ikke fordi synlighed og spændende debatter er ligegyldigt. Det er bare noget andet. De mest værdifulde resultater kan vise sig, efter at teltene er pakket ned, færgerne er sejlet til Ystad, og Bornholm igen er blevet rolig igen.
