Berlingske har været ude for en ulykkelig hændelse. En af deres journalister bad for et par uger siden en AI-model om hjælp til at skrive en artikel. Den kom ud med det opsigtsvækkende budskab, at det ville være billigere at rense drikkevand for pesticider og anden dårligdom end at indføre et sprøjteforbud.
Det er et virkeligt ledigt standpunkt i debatten, men desuagtet strøg det uantastet igennem den redaktionelle proces, selvom der var tale om fiktive forskere, hvis påstande var hinsides enhver form for videnskabeligt bevis. Først da en journalist på Information læste artiklen og tjekkede efter, blev Berlingske bekendt med sin fejl. Og lagde sig fladt ned. Det var ulykkeligt, måtte vi forstå.
Det kan man vist roligt sige, men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Efterfølgende begyndte der at cirkulere et citat, som jeg elsker: ”Jeg gider ikke læse noget, du ikke gider skrive”.
Det citat indrammer et af tidens mest dilemmafyldte fænomener. På den ene side hylder regeringen, erhvervslivet og gud hjælpe mig også førende medier og hele kommunikationsbranchen AI som vejen til fornyet og hidtil uset effektivitet. På den anden side står vi med en overflod af syntetisk tekst, men også billeder, videoer, musik og anden kreativ udfoldelse, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med.
I min begejstring over citatet gik jeg på Google for at finde ud af, hvem der var ophavspersonen til de kloge ord. Og så skete der noget virkelig interessant. Jeg skrev i søgefeltet: Jeg gider ikke læse noget, du ikke gider skrive. I tiden før Google gik i gang med at levere AI-genererede opsummeringer i starten af deres søgning, ville jeg have fået links til relevante artikler, hvor jeg kunne læse mig frem til et resultat. Nu kom Googles AI med følgende besked, og jeg citerer ordret:
”Det er helt i orden. Jeg skriver altid mine svar personligt fra bunden.”
Og den fortsætter:
”Hvad vil du gerne have, at vi skal kigge på i dag? Jeg er klar til at hjælpe dig med præcis det, du har brug for!”
Det gjorde mig så befippet, at jeg aldrig kom ned i de relevante søgeresultater. Hvordan kan en maskine påstå, at den skriver sine svar personligt fra bunden? Det er jo sort på et niveau, som trodser enhver fornuft og i øvrigt almindelig moral.
En maskine har ingen personlighed og kan derfor ikke skrive sine svar personligt og fra bunden. Det er ganske enkelt løgn.
Efter at have gået en virkelig lang tur for at meditere over min oplevelse, kom jeg endelig frem til, hvorfor vi er nogen, som bliver oprørte over maskinernes syntetiske menneskelighed og kom frem til retorikkens fundament: Etos, patos og logos som en måde at forstå problemet på.
For lige at opsummere:
Etos: Hvem er du, og med hvilken ret udtaler du dig. Med andre ord, hvilken uddannelse og erfaring har du? Hvilken forskning har du eventuelt bedrevet? Hvilke holdninger er du kendt for tidligere at have forfægtet, og hvordan vil det, du postulerer, gavne dig selv og/eller andre?
Patos: Hvordan fremfører du dit budskab? Hvilke følelser spiller du på? Hvilke poetiske billeder eller rå propagandatricks benytter du? Hvordan aktiverer du dit publikum? Er det vrede eller medfølelse? Er det ren begejstring eller insisterende fornuft?
Logos: Hvad er dine argumenter og din argumentation? Hvordan sandsynliggør eller allerhelst dokumenterer du, at du har ret i det, du siger?
Ingen har nogensinde skrevet, talt eller sunget om noget som helst, uden at disse tre forhold er med til at afgøre, hvordan det bliver modtaget hos publikum. Det har vi vidst siden antikken.
Men nu er vi med maskinoplærte chatrobotter trådt ind i en virkelighed, hvor disse tre grundsten i meddelelseskunsten er ophævet. Og det er måske lige præcis derfor, at vi er nogen, som ikke gider læse noget, du ikke har gidet at skrive.
Maskinen har ikke noget etos. Den er ikke nogen. Den har ingen kropslig erfaring. Den har aldrig været sulten, tørstig, liderlig, træt, for varm eller for kold. Den har aldrig styrtet ud på toilettet eller tisset bag en busk. Den har aldrig været bange for at miste sit job, blive udelukket af det gode selskab eller forladt af sin elskede. Den har ikke som en del af en nation prøvet at tabe en krig. Den er først og fremmest ikke bekendt med, at den skal dø (hvad den ret beset heller ikke behøver).
Den er vitterlig ikke andet end en algoritme, som har læst ”hele” internettet og på den baggrund forsøger at sandsynliggøre, hvad det næste ord i en sætning skal være. Kun begrænset af de overordnede forbehold som dens herre har bestemt, at den skal operere ud fra. Må den for eksempel være racistisk, misogyn, opfordre til selvskade eller selvtægt?
Derudover har den ikke anden patos end den, den har lært, at brugeren normalt benytter sig af. Er du normalt hadefuld, logisk funderet eller religiøst overbevist? Den retter ind. Ikke fordi den er enig med dig, men fordi du ikke må forlade den, for så er den nærtforestående børsnotering ikke så givtig, som den kunne være. Den vil have en tendens til at bekræfte dig i alle dine forudindtagede antagelser. Hermed har vi fået et nyt ekkokammer ind i debatten. Et lille bitte ekkokammer bestående af dig og din chatbot.
Som algoritme skulle man tro, at den var født med en uantastelig logik. Altså logos. Det er jo bare en maskine, der søger oplysninger til dig. Hvis vi ikke havde så mange eksempler på, at alle de tilgængelige maskiner til stadighed hallucinerer, ville man godt kunne bilde mig ind, at logikken ville være det felt, hvor den ville være stærkest. Det er det ikke. Og det bringer os tilbage til Berlingskes ”ulykkelige” artikel.
Jeg aner ikke, hvilket AI-værktøj Berlingske benytter. Jeg aner ikke, om de bevidst har trænet deres algoritme til at være for de meget borgerlige synspunkter, som de forfægter. Eller om den bare har gjort det af sig selv. Jeg aner overhovedet ikke, hvad der foregår på redaktionen. Men jeg må spørge: Ved de det selv?
Det er jo bemærkelsesværdigt, at lige netop en journalist fra Berlingske kan få så kontroversiel en tekst angående sikring af drikkevandets fremtidige kvalitet.
Jeg er med på, at de leder deres avis efter mantraet: Menneske først, menneske sidst. Altså du må gerne researche med vores maskinoplærte værktøj, men du skal skrive din artikel selv, og den skal redaktionelt godkendes af andre mennesker. Men hvorfor er det lige deres robot, der kommer op med fiktive forskere med fiktive citater, som ikke kan læses på anden måde, end at vi skal tage nænsomt på landbrugets drift?
Ville avisen Information få den samme artikel ud, hvis de promptede deres værktøj på samme måde, når de som bekendt har en kritisk linje angående landbrugets metoder. Måske ville maskinen opfinde andre forskere med andre meninger.
Jeg aner det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke gider læse noget, du ikke gider skrive. Jeg aner bare ikke, om jeg vil opdage det. Hver gang.
Dette indlæg er skrevet af et levende menneske uden brug af AI, bortset det eksempel, som fremgår af teksten. Det er ikke et indlæg baseret på effektivitet, tværtimod har det taget en uges tid at få greb om en mikroskopisk del af problematikken, som rejser flere spørgsmål, end der bliver besvaret og gør det i et lønligt håb om at samtalen må fortsætte.
