Dette er en udfordring til Martin O. Rasmussen, Mindshare, i forlængelse af klummen:
Kære bureaudirektører: Hvor er I henne i den kreative debat.
Kære Martin
Jeg kan ikke finde ud af hvem jeg synes er mest indskrænket.
Mediepersonen der ryster på hovedet af vovet kreativitet, eller den kreative der arrogant underkender en godt tænkt medieplan. Måske er der bare for mange, der ikke har format på begge sider af bordet.
Du har i hvert fald virkelig sat gang i følelserne hos de danske reklamefolk. Vidste man ikke bedre kunne man tro at de var bange for den udfordring mediebureauerne kan komme til at være, hvis den udvikling du selv har været med til at pushe, med kreative og strategiske leverancer fortsætter. Men det er de selvfølgelig ikke.
Du nedtoner da også klogt jeres fortræffeligheder og optræder ekstremt ydmygt omkring jeres kreative planer og kompetencer.
Du omtaler jeres tiltag så selvkritisk at man kunne få den tanke at du blot gør det samme som visse fuglearter der spiller ’brækket vinge’ for at lokke fjenden væk fra reden og når de så har fået den langt nok væk, så letter de og flyver tilbage.
Det vil jeg dog ikke forvente, at du afslører her. Men da du ikke lægger skjul på, at den traditionelle bureaubranche agerer u-reflekteret, u-koordineret og vel også u-dygtigt i forhold til at dyrke den kreativitet og øvrige kompetenceområder de mener at have patent på og som mediebureauerne, hæmmet af en regnearks kultur, i hvert fald aldrig vil kunne komme efter, så vil jeg gerne spørge dig om hvordan du ser landskabet indenfor, strategi, kommunikation og kreativitet fremover?
Både på den korte bane og set fra et meta perspektiv.
Jeg kunne også godt tænke mig at spørge dig, som har en helt åbenbar god næse for forretning og udviklingerne i vores branche, hvordan du ser på kreativitetens rolle i dette landskab. Hvilke step-stones du ser i forhold til at levere effektfulde anbefalinger og leverancer til kunderne?
Hvad ser du som det optimale rådgivnings match og hvad tror du er kundernes primære behov på lang sigt?