Kære Talent: Kom i gang. Tiden har aldrig været bedre

Poul Mikkelsen

Jobannonce: Bureaubranchen har brug for talenter, der har passionen, energien og evnen til at tænke i sammenhænge.

Denne klumme indgår i en serie om kreativitet, hvor Poul Mikkelsen har udfordret en række personer – sat i gang af hans klumme om:
Kære bureaudirektører: Hvor er I henne i den kreative debat
Tidligere har Espen Meyer Højlund, Advice, Martin O. Rasmussen, Mindshare og Kim Boisen/Michael Robert og Camilla Ramby, TDC, Steffen Hjaltelin og Nicolai Stahl samt Dorte Nielsen svaret.

Hvis du er et talent med ambitioner, har tiden aldrig været bedre. Kunderne savner passion, energi og evnen til at tænke i sammenhænge. Det har du.

Branchen savner modspil og gode eksempler. Det kan du give.

Du har brug for at give din faglighed interessante opgaver og vise hvad du kan når du tager dig selv og opgaverne alvorligt.

Så derfor, find et par soulmates. Find jeres ’WHY’ og kom i gang. Skaf jer en mentor. Lev på en sten et halvt års tid, eller ring til en der har penge og næse for forretning. I har ikke bare muligheden for at frigøre jeres egne potentialer. I har muligheden for at gøre en forskel for jeres kunder og være med til at kick-starte en branche der trænger.

30 år er der gået siden branchen sidst fornyede sig selv nævneværdigt.

Alt er forandret fra dengang og alligevel ligner det en gentagelse af hvad der skete i slutningen af 80’erne. Også dengang led dele af branchen under manglende evne til at følge forandringerne, med det positive resultat at det gav plads til, at en spirende underskov af talenter fik fat.

Den store forskel fra dengang er, at denne gang har vi været igennem en indtil videre 6 år lang krise, hvilket gør behovet for at nogen har modet til at udfordre endnu større.

I mørke kan alting ske og godt hjulpet af den gældende post-krise stemning, vil det være de omstillingsparate og modige, der kommer bedst rustet ud i lyset igen.

De problemstillinger vi ser lige nu, minder på mange måder om det, der prægede branchen for en generation siden.

De store internationale, har på grund af manglende national autonomi, ringe evne til at agere hurtigt lokalt.

Mediebranchen er i gang med at finde nye eksistensgrundlag i takt med, at de mister det gamle.

Indenfor ganske få år, har flere nye danske bureauer gjort det overraskende godt forretningsmæssigt.

Regn med at det bliver hårdt. Men det er fandme også en fest.

Min far smeden sagde til mig, dengang vi overvejede at starte Nielsen, Mikkelsen & Duus (Senere DDB):

”Hvad er det værste der kan ske?”

Jeg kunne ikke finde et kvalificeret svar på det spørgsmål, og dagen efter var vi i gang. Det samme har Michael Robert, Kim Boisen og de tre drenge på …&Co konstateret. Så derfor… Just do it!

Kærlig hilsen
Poul

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning