Af Benjamin Rud Elberth, digital politisk kommunikatør

Klumme: Konservative er traditionelt bare ikke et web-parti, men et annonceparti. Men de unge K-gutter har potentiale.

Benjamin Rud Elberth har analyseret alle de politiske partiers webstrategier. Vi har allerede bragt analyserne af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale, SF og Enhedslisten. Her er analysen af Konservatives webstrategi. 

KONSERVATIVE

Konservative er partiet, hvor der er langt flere annoncekroner, end der er engagement fra politikerne selv.

Konservative har nu i mere end et halvt år kørt annonceringsstrategi især på Facebook, hvor de samler fans til deres største politikere, blandt andet med aggressive budskaber mod SKATs ‘bøllemetoder’.

Men det er altså ikke, fordi de fans vælter ind – Lars Barfoed ligger lige omkring 10.000 fans, og det er forsvindende lidt – det er en klassiker – vil man have mange fans på Facebook for en politiker, kræver det at politikeren er der selv, så den nykøbte fan ikke træder ind i et tomt virtuelt forsamlingshus – ellers forsvinder vælgeren igen, inden han har klikket på ‘Synes godt om’, men annoncekronen er altså brugt.

Mens web- og pressedrengene hos K gør det virkelig flot på Twitter og Facebook, er det en svaghed, når f.eks. Bendt Bendtsen får lov i en hel EP-kampagne kun at skrive selv delvist, så der skal ‘BB’ efter de ting, han selv tweeter.

BB er altså ikke BO – altså ham der Obama, og det dur ikke at køre ‘har folk til at svare for sig’-strategien, når man ikke er et større brand.

bendtbendtsen

Konservatives Benny Damsgaard har sat gang i tingene på den digitale front, og der er blevet mere tryk på Twitter, men det er fra kampagnefolk og pressedrenge. Ikke politikerne selv.

Så skal man passe rigtig meget på med at proklamere, at man vil være ”førende på sociale medier”.

Konservative er oppe imod Radikales cookie-annonceringsstrategier og kontrol af Twitterland, Venstres tværmediale kampagnemaskine, Socialdemokraternes mobiliseringskampagne, Liberal Alliances positive debat- og negative kampagnetryk, og de andre partiers ekstreme rækkevidde og evne til digitalt tryk blandt deres aktivister.

Konservative mangler det hele – og det er flot, at de tager spadestik, men de er langt væk fra at være bare i nærheden af noget, der er bedst.

bennydams

Skal K have en chance på nettet, skal der arbejdes massivt med de lidt aldrende politikere, der ikke har nettet i blodet, og så skal Rasmus Jarlov og Rune Kristensen endnu længere frem i bussen.

Jeg har to gange udnævnt unge K-folk til bedste digitale campaignere – under KV13 og EP14, og i begge tilfælde er kandidaterne, jeg udnævnte, ikke blevet valgt og har ikke fået de stemmer, som det så ud til, at deres digitale kampagner berettigede til.

Noget kunne tyde på, at K-vælgere stemmer på outdoor-plakater og avisannoncer, hvor Konservative generelt lægger et massivt tryk.

Konservative er traditionelt bare ikke et web-parti, men et annonceparti. Men de unge K-gutter har potentiale.

Største styrker
Annoncekroner.

Kommunikationschef Benny Damsgaard, der har skabt fokus på K på nettet, med et par dygtige pressefolk især på Twitter.

Det kan blive rigtig godt. Især fordi Barfoed af og til viser tegn på, at han godt gider det der Inder-net.

Største svagheder
K-politikernes evne til at føre valgkamp på nettet.

Brian Mikkelsen er helt ny på Twitter. For anden gang i øvrigt. Han skal lynhurtigt klædes på til at forstå mediet, ligesom Espersen, Barfoed, Mercado, Legarth m.fl.

Og selvforståelsen om, at man gerne vil være bedst er ikke befordrende for, at man faktisk bare mangler rigtig meget over hele linjen.

Under EP-valget var der flere eksempler på noget så basic som fuckups med billedbrug – Konservatives ”rapid response”-team på Twitter og i pressen lukker de dårlige sager fremragende, men det er et sygdomstegn, at de skal bruge tid på at tale om Istock-billeder, og ikke politik med journalisterne.

Det tyder på, at der simpelthen er nogle webprocedurer, der ikke ‘sidder i skabet’, uanset hvis fejl det er.

Her fra Bendts FB-side, hvor politiets logo bruges til kampagne. Det er en begynderfejl, også selvom det er billedleverandøren, der har fucket op.

cover1

Hvad skal der til
Lav en styregruppe af Nichlas Vind fra EP14, Andreas Weidinger fra KV13, Rasmus Jarlov og Rune Kristensen og så K’s sekretariat med Benny Damsgaard.

Få dem til at lave en webstrategi med deres kampagnefolk som sparringspartnere og lad den folde sig ud over de aldrende K-politikere, der skal forstå, at de skal i et helt andet gear, hvis de skal mobilisere på nettet.

Det er KU og KU-folk, der er den absolutte nøgle til at få noget i gang på nettet, og det må ikke blive kvalt af en gammel garde, der ikke vil lytte til unges erfaring.

Og så skal der arbejdes med langt mere intelligent annoncering, end det der sker på Facebook lige nu.

Konservative eksperimenterer over hele linjen, men det gør de andre partier altså ikke. De eksperimenterede for flere år siden. Var jeg i K-butikken, købte jeg en web-tv-kanal for alle mine penge, og så kopierede jeg Venstres net-ejerskaber fra 2007, hvor de sendte Venstre-tv ud over de største websider. Jeg ville lave K-tv med professionel produktion. Det koster cirka en halv million at lave kanalen og oprette et studie – for Mikkelsen, Espersen, Barfoed m.fl. er absolut ikke dårlige på tv. Resten er redaktion og koster kræfter, penge og koncepter. Men det kan være eneste mulighed for at ramme en platform, hvor de andre partier ikke tager medietiden.

Hvad kommer vi til at se
Annoncer. Og primært outdoor-kampagner og kampagner på print.

K vil gerne være bedst, men de når det ikke, for det kræver ekstremt meget.

De andre partier kvæler dem på hver eneste platform, når valgkampen går i gang, medmindre Jarlov, Vind, Weidinger, Rune Kristensen og Damsgaards drenge sætter sig ned og finder formlen til at skabe trykket.

Benjamin Rud Elberth er digital (politisk) kommunikatør, rådgiver og digital chef i Geelmuyden Kiese samt aktiv med updates på de sociale medier.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club