Vær med i den store datadyst

Emil Malte Simonsen,
medredaktør på Bureaubiz

Anton Lykketoft,
redaktionsassistent

Hvordan klarer bureauerne sig i forhold til hinanden? Vi har visualiseret data fra Regnskabsrapporten, så du kan få overblik over bureaubranchen.

Utallige bureauchefer har haft mange søvnløse nætter over, hvordan deres bureau klarer sig i forhold til konkurrenterne.

Men frygt ej, med Bureaubiz’ Regnskabsrapport kan du danne dig det fulde overblik over hele bureaubranchen. Fra digitale bureauer til reklamebureauer, fra mastodonter til miniputter; vores rapport dækker det hele.

Som godbid til Bureaubiz’ læsere har vi lavet et ‘treemap’ over hele bureaubranchen. Se, hvordan dit bureau klarer sig sammenlignet med de nærmeste konkurrenter – og i branchen som helhed.

 

Lidt om treemappet
Treemappet tager udgangspunkt i bruttofortjeneste. Størrelsen på bureauerne i figuren er altså lig med bureauets omsætning i 2018.

Bureauerne er inddelt i fem kategorier efter de fem forskellige bureautyper. Dermed kan man se, hvilke bureautyper der klarer sig bedst i branchen.

Yderligere har vi, som i selve Regnskabsrapporten, inddelt alle bureauerne i fire ligaer ud fra omsætning.

Den bedste liga, Superligaen, dækker over bureauer med en bruttofortjeneste på over 31.088.916 kr.

De andre ligaer er inddelt efter følgende: 1. division: +18.060.000-31.088.916 kr., 2. division: 8.877.000-18.060.000 kr., Danmarksserien: 0-8.877.000 kr.

Se alle bureauerne samlet og hver for sig.

Ligaerne sammenligner altså bureauer i samme vægtklasse, så du kan stille dig direkte op imod dine nærmeste konkurrenter.

Treemappet er et roadmap over branchen som helhed. Brug det som et værktøj til at danne dig det fulde overblik over bureaubranchen og til at blive klogere på dig selv og dine konkurrenter.

Tre takeaways

1. Digitale bureauer og reklamebureauer dominerer bureaubranchen.

Tilsammen står de for ca. 70 % af al bruttofortjeneste. Det er også blandt disse bureautyper, man finder bureaubranchens giganter. Blandt digitale bureauer har hele fire bureauer en bruttofortjeneste på over 100 millioner kr., mens der tilsvarende er tre at finde blandt reklamebureauerne. Treemappet illustrerer med al tydelighed de digitale bureauer og reklamebureauernes branchedominans.

2. PR-bureauerne har størst omsætning blandt bureauer i de mindre ligaer.

Samlet set kommer kun ca. 16 % af PR-bureauers omsætning fra bureauer i Superligaen. PR-landskabet udgøres af mange mindre bureauer; hele 52 % af PR-bureauers omsætning kommer fra bureauer i Danmarksserien og 2. division.

3. Der er monopolagtige tilstande hos mediebureauerne.

Her står Superliga-bureauerne for over 82 % af al omsætning, der i 2018 rundede én milliard. Blandt de 20 mediebureauer i branchen står fire af dem for hele 52 % af den samlede omsætning. Det er selvfølgelig ikke et decideret monopol, men mediebureauerne er dog med en vis distance den kategori, hvor få bureauer står for mest af omsætningen.

Få dybdegående indsigt i bureaubranchen. Tjek Regnskabsrapporten og Konkurrenceanalysen ud her

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning