Velkommen til utålmodighedsøkonomien

Jakob Holmsberg, Design Lead og Christian Budtz, Executive Strategy Director,
Accenture Song

Jakob Holmsberg og Christian Budtz skriver her om den tredje ud af fem trends i det årlige globale forbrugerstudie, Accenture Life Trends.

Mens de klassiske institutioner ikke længere leverer på deres løfter, er flere mennesker klar til at gå nye veje for hurtigere at nå deres mål. Genvejene findes i stigende grad gennem digitale fællesskaber, sociale platforme og nye digitale værktøjer. En udvikling vi i LifeTrends kalder for The Impatience Economy.

Utålmodighed er en dyd

Hvornår har du sidst følt en frustration over, hvorfor noget skal være besværligt?  Det ligger dybt i den menneskelige natur at søge the path of least resistance – så at vi som moderne mennesker er blevet endnu mere utålmodige, er ikke den store overraskelse. Drevet frem af teknologisk innovation og nem adgang til ny viden, har utålmodighedens kraft infiltreret alle dele af vores liv og de forventninger, vi har det. LifeTrends rapporten, som bygger på global research med 24.295 respondenter i 22 lande, viser, at 55 pct. foretrækker hurtigere løsninger fremfor traditionelle og ofte mere tidskrævende metoder – og at man er villig til at udforske mere risikable veje til at opnå sine økonomiske og sundhedsmæssige mål.

Det har jeg ikke tid til!

Utålmodighedsøkonomien udspiller sig på flere niveauer. I sidste års LifeTrends beskrev vi et større samfundsmæssigt skred – The Decade of Deconstruction – hvor den værdi, folk tillægger traditionelle milesten i livet, er i opbrud: En længere videregående uddannelse er ikke nødvendigvis lig med et højtlønnet job. En lang karriere i samme firma er ikke lig med trin op ad karrierestigen. En god opsparing er ikke lig med, at du kan købe din egen bolig. Derfor bliver tålmodighed og langtidsplanlægning i stigende grad afløst af jagten på andre og mindre livsmål, som føles tættere på.

Samtidig bliver vi i en hverdag med smartphones konstant udfordret på vores tidsfornemmelse og forventning til, hvor lang tid ting bør tage. En TikTok-undersøgelse viste at næsten 50 pct. af brugerne følte det stressende, hvis en video varede længere end 1 minut.

Fra take-away til bio-hacks

Utålmodighedsøkonomien er ikke kun en økonomisk eller teknologisk trend men en grundlæggende kulturel strømning i samfundet. Vi ser den forme vores madvaner og den tid, vi prioriterer i køkkenet: Ifølge MadKulturen bruger hver tredje dansker nu mindre end 15 minutter på at lave middag en almindelig hverdagsaften, og forbruget af take-away er eksploderet fra 25 pct. til 42 pct. på bare fire år. Selve tilberedningen af måltidet er blevet noget, der skal overstås, og færre familier inkluderer børn og teenagere i køkkenet, når der skal laves mad.

Når Wegovy begynder at blive accepteret som et mainstream-produkt for de, der ønsker at tabe sig, er det også et udtryk for en utålmodighedsøkonomi, hvor det er legitimt at skippe den naturlige og langsommelige metode til vægttab. Når det kommer til sundhedsrådgivning, har Google længe været en fast følgesvend. Samtidig byder influencere sig i stigende grad til med råd og vejledning – af svingende kvalitet – gennem online fællesskaber, hvor folk deler erfaringer med alt fra bio-hacking til diagnoser. Men de hurtige genveje indebærer også en risiko. Vi ser bl.a. at mængden af selvdiagnosticerede, der kræver behandling, nu er vokset så markant, at det reelt påvirker sundhedsvæsnet i USA.

Nye veje til økonomisk frihedsfølelse

I takt med en stigende økonomisk usikkerhed, søger flere også efter smartcuts og alternative indtægtskilder: Ifølge LifeTrends-rapporten har 28 pct. af globale forbrugere startet en sidehustle i løbet af de seneste 12 måneder. Det åbner døren for brands, der tilbyder nye værktøjer, der kan hjælpe folk til større økonomisk frihed – i stort som småt. Vi ser f.eks. en stigende popularitet i platforme som Vinted.com, som gør secondhand tøj til en ny indtægtskilde, hurtigt og nemt. Eller investeringsplatforme, hvor det er lige så nemt at handle aktier som at købe en togbillet – og så foregår det helt uden om bankerne. Ifølge FinansDanmark ser vi en støt stigning i danskere, der selv investerer i aktier eller fonde, og en platform som Nordnet har for nylig rundet en halv million private investorer.

Selvstændigheds-hacking

I LifeTrends-rapporten siger hele 2/3 af de adspurgte, at de får inspiration fra sociale medier til, hvordan de kan gøre ting smartere – det samme gør sig gældende for hele 75 pct. af de 18-34 årige. Ved selv at kunne finde brugbare løsninger hurtigere gennem digitale fora og fællesskaber, bidrager det til følelsen af at have styringen over sit eget liv. Det lægger pres på brands for at møde forbrugerne med brugbar viden og løsninger, lige dér hvor de er. Det taler for et stærkere fokus på mid-funnel – midten af marketing-tragten, hvor forbrugere bruger mest tid, når de researcher svar på spørgsmål eller problemer. Det kan f.eks. være gennem samarbejder med influencere eller engagerende video tutorials, der løser specifikke problemer.

Forbrugerhacks = forretningspotentiale

Når utålmodigheden driver forbrugere til at hacke dit produkt eller finde alternative veje for at nå deres mål, er det et signal om et uopfyldt behov – og heri ligger det fremadrettede potentiale for brands. Det kræver, at virksomheder tænker udover blot at pushe produkter her og nu, men tør se holistisk på den menneskelige adfærd i markedet og forstå den bagvedliggende motivation. På den måde bliver the impatience economy en kilde til innovation af nye services og produkter – og på sigt til nye forretningsmodeller.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning