Københavnsk og aarhusiansk bureau-fusion

Peter Engholm
25@mail.dk

Et københavnsk marketingbureau og et aarhusiansk webbureau fusionerer og bliver til ”et fullservice webbureau” med i alt 11 medarbejdere.

Marketingbureauet SpotOn Marketing har fusioneret med webbureauet Hoeks.dk og er blevet, hvad parterne karakteriserer som et fullservice-webbureau. SpotOn Marketing bliver det fortsættende navn.

Megafons trendanalyse for 2012 viser, at der i år ikke forventes en fremgang i danske virksomheders online mediebudget. Det har nu ikke hindret de to bureauer, der begge henter kunder blandt små og mellemstore virksomheder, i at opleve kraftig vækst på egen hånd.

Nu har de fusioneret for at stå  stærkere i markedet.

”Vi supplerer hinanden godt. Vores faglige kompetencer er meget forskellige, og ved sammenlægningen bliver vi nu et fullservice-webbureau, hvilket gavner nuværende såvel som nye kunder. Målet er stadig det samme; At hjælpe virksomheder med at blive mere synlige online,” siger Simon Salomonsson, partner i SpotOn Marketing.

Webbureauet Hoeks.dk i Aarhus har siden 2008 udviklet hjemmesideløsninger samt været underleverandør til en række større reklamebureauer. Marketingbureauet SpotOn Marketing har arbejdet med online markedsføring siden 2010 og har hjulpet københavnske virksomheder med at blive mere synlige på internettet.

De to virksomheder har tidligere – med succes – arbejdet sammen, og derfor var ideen om at slå sig sammen nærliggende.

Det nye bureau har på det seneste haft en god tilgang af kunder, og man har derfor udvidet medarbejderstablen, der nu tæller 11 medarbejdere. Samtidig er man flyttet til nye og større lokaler i hjertet af København. Der er ikke tale om en fuld, geografisk fusion, idet SpotOn Marketing holder fast i kontoret i Aarhus, hvorfra en håndfuld medarbejdere betjener en række kunder i hele landet.