Kønnenes forskellige indkøbsadfærd ændrer butikkerne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Flere og flere mænd overtager indkøbsvognen og de handler ind på en anderledes måde end kvinderne. Det betyder, at butikkerne indrettes på nye måder.

Circa hver tredje mand står efter eget udsagn i dag for alle husstandens indkøb, mens halvdelen tilkendegiver, at de enten står for hovedparten eller deles ligeligt med andre om indkøbene.

Det viser tal fra Coop Analyse, der også viser, at 48 procent af kvinderne siger, at de står for alle husstandens indkøb og 47 procent af kvinderne mener, at de enten står for de fleste indkøb eller deler opgaven ligeligt med andre.

Der er et stort potentiale for butikkerne til at gøre sig mere attraktive for mænd, siger ekspert i detailhandel og forbrugeradfærd, Flemming Birch, til Jyllands-Posten, for mænd bruger flere penge.

Det vil betyde, at butikkerne skal ændre indretningen, for mænd og kvinder har forskellig indkøbsadfærd.

Mænd er trofæjægere. De køber ind efter en indkøbsseddel og køber kun det, der er planlagt på forhånd, siger Flemming Birch til avisen.

Mænd vil gerne kunne komme nemt og hurtigt til varerne, mens prisen ikke er så vigtigt. Men han er også mere tilbøjelig for at falde for et slagtilbud – et trofæ.

Kvinder er mere shoppende og ser indkøb som en social aktivitet. Samtidig tænker de på, hvad der mangler derhjemme, og om der måske skal købes en fødselsdagsgave.

Butikkerne er i dag indrettet til kvindernes købsadfærd, det vil sige, at man skal rundt i stort set hele butikken for at få købt selv de mest basale varer som grønt, mælk, brød og kød.

For at tiltrække mænd skal det være muligt at komme hurtigere igennem supermarkedet, fortæller Louise Byg Krogsholm til Jyllands-Posten.

”Man vil forsøge at give mændene en hurtigere rute gennem supermarkedet. F.eks. vil man tæt ved indgangsdøren lave øer, som henvender sig direkte til mændene. Der vil være en lille smule frugt og grønt, kød, mælk, et mindre udvalg af vin og øl og en lille afdeling med barberskum, barberblade og andet til hans personlige pleje. Man vil simpelthen plukke de manderelevante varer fra alle kategorier og lave et lille supermarked i det store. Her vil der hverken være Tampax, blåbær, light-øl, bleer, potteplanter, stanniol eller pålægspapir”.

I udlandet er der eksempler på indretninger specielt til mænd. I Longo’s i Toronto har man indrettet en bar med lokalproduceret øl og chicken wings midt i butikkerne. I grøntafdelingen er der små skilte, der fortæller, hvad manden skal gøre med grøntsagerne når han kommer hjem.

I den canadiske supermarkedskæde H-E-B, har man lavet om på afdelingerne for personlig pleje, så alle butikkerne har såkaldte mandehuler, hvor deodoranter, aftershave, hudcreme etc. til mænd er samlet og hvor, der hænger fladskærme med sport i loftet.

Nogle amerikanske butikskæder eksperimenterer med at flytte salget af de mest populære basisvarer ud i små kiosker på parkeringspladsen, så mændene ikke behøver at bevæge sig ind i butikken.

Jyllands-Posten, p. 8-9.