Kohberg forøger sin marketingindsats betydeligt fremover. Det fortæller Kohbergs direktør, Morten Hellesen til Børsen, der yderligere oplyser, at man samlet investerer et trecifret millionbeløb i nye initiativer
Den nye marketingstrategi kan ses bl.a. via et nyt logo, og et nyt kampagneunivers, der er udviklet af Nørgård Mikkelsen, som vandt kunden for et år siden.
Med den nye kampagne – og med ansættelsen af 100 nye danske medarbejdere – vil Kohberg brande sig på, at virksomheden har rødder i Danmark.
”Det, vi gerne vil signalere med kampagnen, er, at vi for det første er et bageri og at vi har rødder i Danmark. Den grundlæggende strategi betyder også, at vi gerne vil styrke vores position på det danske marked og derfor ansætter vi 100 nye medarbejdere i Danmark”, siger Morten Hellesen til avisen.
Han fortæller samtidig, at kampagnen vil få et stort tryk over det næste stykke tid og ifølge Børsen er det 11 uger.
Det nye univers består af to dukker – Anton og Mester – som brødvirksomheden påtænker at bruge lang tid fremover.
”Med den historik, vi har, vil denne kampagne gå lidt bedre i spænd. Og derfor tror vi, at denne her kampagne er bedre end noget af det vi tidligere har kastet os ud i”, siger topchefen til avisen.
I den seneste kampagne brugte Kohberg realitystjernen Sidney Lee, der var udviklet af Envision. (Børsen Mediemarked, p. 10).