Kommunikationsbureauet Bro Kommunikation fortsatte de gode takter i 2016 og hævede både indtjening og årets resultat.
På bundlinjen stod således ved årets afslutning 1,583 mio. kr., og det var en tredjedel oven i 2015-resultatet på 1,180 mio. kr.
Ifølge stifter og adm. direktør Helle Bro rykker Bro Kommunikation dermed op blandt de største danske PR- og kommunikationsbureauer, og det stiller nye krav til både ledelsen og til medarbejderne.
”Bro er nu oftere i konkurrence med de helt store bureauer i København om markante opgaver, og for at vinde dem skal vi være endnu skarpere til at sælge Bros faglighed og tilgang til kommunikation, team- og ledelsesudvikling og adfærdsændringer,” siger hun.
En del af succesen skyldes lanceringen af nye ydelser og produkter, fortæller Helle Bro, som dog venter et lidt mere vanskeligt 2017:
”Virksomhederne skærer ned og er meget omkostningsbevidste, selvom deres forretning vokser, så vi forventer at skulle kæmpe lidt hårdere for opgaverne i år.”
Ikke desto mindre er ambitionen fortsat vækst hos kommunikationsbureauet, der blev stiftet i 1999 og i dag har 17 medarbejdere.
Nøgletal for 2016 (i parentes 2015)
Bruttofortjeneste: 11,545 mio. kr. (8,285)
Årets resultat: 1,583 mio. kr. (1,180)
Antal medarbejdere: 18 (12)