Kommunikationsdirektør bliver bureaudirektør

Peter Engholm
25@mail.dk

Hill + Knowlton har fundet afløseren for Hanne Danielsen, der fratrådte i efteråret.

Der er sket meget i Hill + Knowlton, siden brødrene Jens og Søren Kofoed sagde farvel til PR-bureauet, som de havde bygget op over en årrække. I august 2010 tiltrådte Hanne Danielsen, tidl. direktør for new business areas under TV2/Danmark, som adm. direktør, men allerede i oktober sidste år sagde hun farvel efter uenighed om den fremadrettede strategi.

Bestyrelsesformand – og nordmand – Lars Erik Grønntun stillede sig da i spidsen for bureauet sammen med ledergruppen. Den mellemliggende tid er brugt på at finde en mere permanent adm. direktør – samt, efter en international beslutning, at tilføje “Strategies” til bureaunavnet.

Nu har Hill + Knowlton Strategies Danmark så fået sin nye leder, idet Bo Øksnebjerg den 1. august 2012 tiltræder stillingen som CEO.

Bo Øksnebjerg kommer fra en stilling som Vice President, Group Communications & Knowledge Management i Cowi. Sammen med førnævnte ledergruppe i Hill + Knowlton Strategies skal han gøre bureauet til den “førende full service-udbyder af strategiske kommunikations- og public relations ydelser i Danmark”. Målet er vækst, som bl.a. skal komme via flere strategiske rekrutteringer i de kommende måneder.

Tidligere har Bo Øksnebjerg bl.a. været Director for Corporate Communications i PR-bureauet Burson-Marsteller, hvor han også i en periode havde ansvaret for virksomhedens Europæiske Change & Organizational Performance Practice.

“Vi er begejstrede over at have fundet en respekteret og internationalt fokuseret leder for H+K Strategies’ danske kontor. Sammen med den øvrige ledergruppe skal han sikre vores danske kunder fortsat adgang til højt kvalificeret kommunikationsrådgivning i ind- og udland,” siger bestyrelsesformand Lars Erik Grønntun i en pressemeddelelse.

Bo Øksnebjerg glæder sig for sin del til udfordringen, både fagligt og ledelsesmæssigt.

“I H+K regi ser jeg særligt frem til at arbejde med en integreret tilgang til kommunikation, der tager et direkte afsæt i kundernes forretningsstrategier og tilfører dem en målbar værd, der kan aflæses på bundlinjen. Med min seneste erfaring fra den anden side af bordet ved jeg i hvor høj grad dette efterspørges”, siger Bo Øksnebjerg.